Jihadister dræber egyptiske soldater i Sinai

I et angreb udført af et højt antal jihadister på militære installationer i den nordlige del af Sinai er mindst 30 jihadister, soldater og politiofficerer, ifølge egyptiske medier blevet dræbt

I et angreb udført af et højt antal jihadister på militære installationer i den nordlige del af Sinai er mindst 30 jihadister, soldater og politiofficerer, ifølge egyptiske medier blevet dræbt. ARKIVFOTO. Fold sammen
Læs mere
Foto: ASMAA WAGUIH
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

JERUSALEM: Et af de mest omfattende angreb på egyptiske soldater har dræbt adskillige soldater i den nordlige del af Sinai-halvøen. Dødstallene er ikke blevet offentliggjort fra officiel kilde og forskellige egyptiske medier melder om mellem 11 og 30 døde soldater. Angrebet kommer en dag efter attentatet mod statsanklageren Hisham Barakat i Kairo. I går sagde præsident Abdel Fattah al-Sisi, at han vil slå hårdt ned på de militante islamister.

Angrebet, der ifølge det egyptiske medie al-Ahram blev udført af mindst 70 jihadister i den nordlige del af Sinai ved byen Sheikh Suweid var rettet mod militære kontrolposter og politistationer.

Den egyptiske brigade-general Mohammed Samir siger, at de væbnede jihadister  også gjorde brug af selvmordsbiler med sprængladninger og at situationen omkring Sheikh Suweid stadig ikke er under kontrol. 23 af de angribende jihadister meldes dræbt i angrebet.

De militante grupper i Sinai har ført krig mod myndighederne i en årrække, men især efter kuppet mod præsident Muhammed Morsi fra Det Muslimske Broderskab i 2013. I øjeblikket er Sinai hjemsted for en række forskellige terrororganisationer, hvor nogle har svoret troskab til Islamisk Stat.

I kølvandet af krigene i Afghanistan og Irak, hvor jihadister søgte nye sikre opholdssteder blev Sinai og en række afrikanske lande valgt som nye baser for al-Qaeda. Sinais topografiske forhold gør det vanskeligt for Egyptens militær at dæmme op for de væbnede grupper, der opholder sig i det store og bjergede ørkenområde.

Terrororganisationerne i Sinai har i en årrække levet af at smugle våben ind i Gaza, og er kommet i besiddelse af flere tusinde missiler som følge af krigen i Libyen, hvor våbendepoter blev tømt under det kaos, der opstod efter præsident Moammar Ghaddafis fald.