Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Slap dog af, Trump handler i god tro

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Slap dog af

Lars Møller

Nu kaster alle useriøse medier sig igen over præsident Trump, hvilket kun underbygger den kedelige tendens til, at præsidenten altid bruges som åndelig neglefil, når man selv går i små sko.

Et af de seneste tilfælde er, at præsidenten har forsøgt at få Sveriges statsminister til at løslade en verdensberømt amerikansk stjernerapper med det borgerlige navn Rakim Mayers. Han er nemlig blevet anholdt for at være indblandet i et slagsmål på åben gade, og skal for retten i Stockholm.

Groft sagt må opfordre til at man lige giver præsidenten lidt handlerum. Vi bør give manden en chance. Hvis det er almindeligt, at præsidenten i USA blander sig i domstolenes arbejde, så har han været i god tro, og hvor skulle han vide fra, at det gør man ikke i Sverige. Slap dog af.

Når grøn er sortest

Peter Nedergaard

Peter Nedergaard. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

De fleste læsere af Groft sagt troede nok som undertegnede, at folk gjorde klimaet en tjeneste, når de hældte biodiesel fra tankstationen på bilen. Det gør man ikke. Man gør klimaet en bjørnetjeneste.

Biodiesel med raps-, soja- eller palmeolie udleder alle mere CO2, end hvis det var produceret alene på råolie. Tallene fremgår af en artikel i det seneste nummer af magasinet Ingeniøren på baggrund af data fra miljøorganisationen Transport and Environment.

Groft sagt spekulerer på, hvem der fandt på den idé, at der skulle vegetabilske olier i brændstoffet. Var det dumme folk? Var det lobbyinfluerede folk? Var det forvirrede folk? Svaret blæser i vinden, som tosserierne har gjort mere brændende end nødvendigt.

Vejr og klima

Nicolai Svejgaard Poulsen

Nicolai Svejgaard Poulsen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Der er stor forskel på vejr og klima. Vejret er det, der sker lige nu, mens klima er de langsigtede tendenser i vejret. Den mest velkendte tendens er selvfølgelig de stigende globale gennemsnitstemperaturer over de seneste årtier.

Vejret er en sælsom elskerinde for klimakrigerne. Hvor en kold vinter lynhurtigt - og korrekt - affejes som irrelevant for de langsigtede tendenser, synes denne videnskabelige redelighed anderledes langsommelig, når det gælder en varm sommer, der tilsvarende ikke kan bruges til at sige noget om klimaet. Det oplevede vi sidste år, hvor sommerheden antændte en veritabel skovbrand af klimapanik, som meget få eksperter så sig nødsaget til at nuancere eller kvalificere.

Man kan næsten føle vreden fra de mange behjertede klimakrigere over, at de med årets omskiftelige sommer indtil videre er nægtet yderligere anekdotisk bevis for, at det er tid til at gå i panik - med alt, hvad der dertil hører af regulering, forbud og skatter, så de dumme danskere kan rette ind.