Groft sagt har siden 1999 været Berlingskes mest polemiske spalte. Teksterne er alene udtryk for skribenternes holdninger, og målet er at udtrykke sig med skarphed og vid. Kommentarer modtages gerne på debat@berlingske.dk.

Hvis man vil have hjælp under ufred, må man byde velkommen i fredstid

Jespersen
Niels Jespersen. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

I krig og fred

Niels Jespersen

Nyheden om Trumps besøg til september var ikke mange timer gammel, før hjemlige politikere faldt over hinanden for at tage afstand. SFs Karsten Hønge vil arrangere en anti-Trump demonstration og råbe, at præsidenten er »kvindehader, klimafornægter og en repræsentant for det reaktionære i verden«, men mener samtidig, at Trump skal være velkommen som repræsentant for USA. Det skal man vist være SFer for at få til at give mening. Også venligboeren Uffe Elbæk har fundet en udlænding, han ikke byder velkommen i Danmark.

Groft Sagt er ikke fan af den amerikanske præsident. Til gengæld er vi svært glade for NATO-alliancen og venskabet mellem Danmark og USA. Et venskab der går ud over, hvem der for tiden er statsminister eller præsident. Hvis man gerne vil have, at amerikanske soldater skal komme Europa til hjælp i ufred, må man også acceptere, at deres præsidenter kommer i fredstid.

Godt valg

Lars Møller

Lars Møller. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Groft sagt har været i tvivl, men må erkende, at statsminister Mette Frederiksen (S) valgte rigtigt, da hun udpegede Trine Bramsen (S) som forsvarsminister. Det viser sig, at forsvarsministeren efter utrolig kort tid i stolen lynhurtigt har dannet sig et afgørende overblik over forsvarets situation. Hun må have været overalt og besøgt alle, fordi hun allerede nu mener, at forsvaret kan løse alle nuværende og fremtidige opgaver med det nuværende budget på 1,5 pct. af BNP. Det er således ikke nødvendigt at forøge budgettet op til de to pct. af BNP, som alle NATO-lande ellers har forpligtet sig til.

Groft sagt ser frem til, at hun får forklaret det samme til præsident Trump, med de evner skulle det være en smal sag. Groft sagt er klar med moralsk støtte, det koster nemlig ikke noget.

Manglende civil courage

Bent Blüdnikow

Bent Blüdnikow. Tegning: Claus Bigum Fold sammen
Læs mere

Vi danskere har ikke ligefrem optrådt heltemodigt på den internationale scene i nyere tid. Vi skammer os stadig over tilslutningen til Hitlers Antikominternpagt i 1941. Men der er lyspunkter. Vi udførte et beundringsværdigt hjælpearbejde for krigsfanger under Første Verdenskrig. Vi fremsatte i 1997 en resolution i FN, hvor vi kritiserede Kinas overtrædelse af menneskerettighederne (OK, vi fortrød hurtigt, da Kina truede os, men det tæller alligevel). Og så dristede udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) sig til at undlade at stemme for de utallige antiisraelske resolutioner i FNs Menneskerettighedsråd, da vi tidligerë på året indtrådte i rådet.

Men ak, fornøjelsen var ganske kort. Da Jeppe Kofod (S) blev udenrigsminister lod han Danmark stemme for en af disse talløse antiisraelske resolutioner, der fordømtes i en resolution for undertrykkelse af kvinder.

Ja, det er hysterisk morsomt, for ingen muslimske lande fordømmes. Vi stemte i øvrigt sammen med Iran og Saudi-Arabien for fordømmelsen. Slut med modet.