Vellyd fra ghettoen

Velfortalt og vedkommende drama om en musikalsk drøm fra betonghettoen har potentialet til at fylde biografsæder flere steder i landet, end der hvor den kommer fra.

Kian Rosenberg Larsson (der rapper under navnet Gilli) debuterer overbevisende i rollen som Mikael, der drømmer om at leve af rapmusikken. Fold sammen
Læs mere

Hvordan kommer man frem i livet, når man gerne skal »lave penge«, men samtidig ikke så gerne må sælge ud? Det er vel nærmest et eksistentielt dilemma for os alle. Således også i de høje bygninger i Brøndby Strand, der mest er lavet af beton.

Mikael er blot en af fire fyre i et lille slæng af smårapsende rappere med et overbud af ungdommeligt overskud. Ud af de fire er Mikael definitionen på »stille og rolig«, som er et udtryk, der bruges meget ofte i den ghettoslang, som man i øvrigt hører alt for sjældent i danske film. Michael får chancen for at skrive for den etablerede rapper Apollo, der er i inspirationskrise.

Læs Mere:

Historien om outsideren, der kæmper sig igennem de første små, spæde skridt for at komme til tops, er klassisk. Vi ved, han kan, og det er alligevel spændende at se, hvordan han måske gør det. I »Ækte vare« kommer vi de første par kilometer af det stykke, Eminem kom i »8 Mile«, og vi føler os midt i lige netop den films forbillede, »Rocky«, når vores helt dyster på rap mod Apollo, som den rigtige Rocky i sin tid gjorde det med handsker mod en mester af samme navn. Vi kunne i princippet også være med i den periode af Yahya Hassans liv, hvor han skrev digte samtidig med, at han lavede bræk.

I 2008 kom der to film lavet af danskere af anden etnisk herkomst, og sporene skræmmer en smule. »Ækte vare« er heldigvis langt mere stilsikker end »Eye For Eye« og mindre sort og monoton end »Gå med fred, Jamil«. Produceren bag sidstnævnte film, Meta Louise Foldager, sigter bredere denne gang i et samarbejde med Beofilm, og sikrer samtidig den professionelle kvalitet i en film af debutinstruktør Fenar Ahmad fra filmuddannelsen Super 16. Billederne er lækre at se på, og form- og fortællemæssigt er vi hele tiden i godt selskab med en åben hovedperson i et spændende miljø, der godt kan minde om det vi så i Michael Noers »Nordvest« bare knap så kriminelt og mere musikalsk.

Læs Også:

Skal man være en smule fræk, er der i længden lidt for mange billedmontager i slow motion, så man til sidst mistænker filmmagerne for at bruge knebet for at strække 80 minutters film til 90 minutter. Til gengæld er resten af filmen præget af en temmelig tyktflydende talentmasse, både når det gælder filmen som værk og rapmusik og tekster af Gilli (alias Kian Rosenberg Larsson der spiller hovedrollen), Benny Jamz, Reza, S!vas og Jens Ole Wowk McCoy.

Hvad: »Ækte vare«. Hvem: Instruktør: Fenar Ahmad. Medvirkende: Kian Rosenberg Larsson, Ali Sivandi, Lirim Jusufi, Benny Jamz. Hvor: Premiere over hele landet.