Gigolo og alfons for sjov

En original idé og godt skuespil af Woody Allen og John Turturro er lige ved at redde en lun men lidt for løst håndteret komedie fra New York.

Woody Allen som alfons og John Turturro som gigolo i den morsomme men kun delvist vellykkede »Fading Gigolo«. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Murray (Woody Allen) må lukke sin boghandel, hvor Fioravante (John Turturro) arbejder. Der er en aldersforskel mellem de to, så de kunne være far og søn. Selv om Fioravante stadig har arbejde et par dage om ugen i en blomsterhandel, kan de godt begge to bruge nogle hurtige penge. En dag beder en veninde (Sharon Stone) Murray, om han ikke kan skaffe hende noget uforpligtende sex mod betaling, og han foreslår Fioravante at træde til.

Det huer ikke Fioravante, at der er penge involveret, men han gør alligevel forsøget, og inden længe har de to en god forretning kørende. Fioravante får 60 procent og Murray for 40. Grundidéen i »Fading Gigolo« er rigtig god, og af en karat, som der kunne komme rigtig mange gode forvekslinger ud af. John Turturro, der både spiller den ene hovedrolle, og som også har instrueret filmen, har dog ikke voldsomt mange idéer på hjerte ud over et fint anslag, så i den lange ende lever »Fading Gigolo« desværre op til sin titel på en ikke tilsigtet og alt for konkret facon. Den fader ud i komediesandet. Fraværet af grinene bliver der ikke kompenseret godt nok for med hverken dybde eller følelser, selv om Turturro forsøger. Fioravante får nemlig en usædvanlig kunde i form af den sorgramte jødiske kvinde, Avigal (Vanessa Paradis), som han ikke kan lade være med at få varme følelser for.

Læs også:

Selv om »Fading Gigolo« ikke er voldsomt helstøbt eller særligt nødvendig, er den til gengæld fyldt med en masse små glæder, man som filmfan kan få stor fornøjelse af. Woody Allen har efter sigende givet input til manuskriptet, som Turturro selv har skrevet, men det har ikke Woody Allen’sk snert. Det betyder til gengæld, at Allen som skuespiller klarer sig bedre end længe set. Han er nemlig lige skruet ned i febrilsk tempo i forhold til, når han spiller med i sine egne film. Så meget at der er regulære rørende øjeblikke med ham - samtidig med at han stadig er morsom. Woody Allen fylder 79 år senere på året, men spiller her som en vårhare i den første filmrolle for en anden instruktør i hele 14 år. Turturro er også fin som en mand, kvinderne synes er lækker, uden at han er en decideret klassisk skønhed.

Et skær af realisme

Ved at caste sig selv i hovedrollen giver Turturro filmen et skær af realisme, som dog hurtigt forsvinder igen, hver gang der kommer en kvinde frem på biograflærredet. Sharon Stone smider jo ikke sådan lige sin filmstjerneglamour, selv om hun spiller nervøs, og Sofia Vergara – kendt som den latinamerikanske bombe i TV-serien »Modern Family« – ligner sig selv på sin opførsel fra TV-serien. Og selv man har forsøgt at lade Vanessa Paradis have en svær forhistorie, så er der alt i alt så meget tale om drømmekvindeskikkelser, at vi forbliver i amerikansk folkekomedieland.

Læs Også:

Det er en smule ærgerligt, at der kun mangler en håndfuld gode grin eller en knivspids alvor for, at »Fading Gigolo« pludselig kunne være meget bedre. Fans af Woody Allen og den slags mennesker, der følger Turturros instruktørkarriere med film som »Illuminata« og »Romance and Cigarettes«, bør til gengæld skynde sig ind for at se »Fading Gigolo«, for den vil sige dem meget mere end den lejlighedsvise billetkøber.

Hvad: »Fading Gigolo«. Hvem: Instruktør: John Turturro. Medvirkende: John Turturro, Woody Allen, Vanessa Paradis, Liev Schreiber, Sharon Stone. Hvor: Premiere over hele landet.