Årets franske filmsucces: Fire farverige bryllupper

Årets største franske filmsucces gør klar til sit indtog i de danske biografer. Men kan vi overhovedet forstå og respektere en bred globaliseringskomedie som »Bryllupskaos«?

Christian Clavier (med skeptisk mine) spiller manden der har fire døtre, som alle gifter sig med mænd fra andre kulturer. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

På alle leder og kanter er der brug for en folkelig komedie om integration af fremmede kulturer og hverdagens småracistiske tilbøjeligheder hos ældre velnærede vesteuropæere. Nu kommer der et kolossalt populært bud fra Frankrig, som mere end 12 mio. franskmænd har set. Filmen har placeret sig som nummer syv på listen over alle tiders bedst sælgende franske film.

Claude Verneuil (Christian Clavier) spiller en notar fra provinsen, som har fire døtre. I løbet af filmens første morsomme billedfrise ser vi ham gå fra at være mildt glad til meget træt, da hans tre katolske opdragede døtre en for en gifter sig med mænd, der har rødder i henholdsvis Algeriet, Israel og Kina. De er alt andet end katolikker. Claude og hans hustru, Odile, krydser fingre for, at deres yngste datter finder en hvid franskmand, så hun tør næsten ikke komme anstigende med sin helt nye kæreste fra Elfenbenskysten. Da hun gør det, opstår der »Bryllupskaos« og en af historiens styrker er, at den sorte mand heller ikke modtages positivt af svigersønnerne.

Selv om komedien ikke altid er lige forfinet i sine virkemidler, balancerer den sit svære tema fint. Det er ikke kun, den hvide far der har det svært, når han synes at familiefrokosten udvikler sig til et »antiracistmøde«. Den jødiske svigersøn kalder de to andre for »Jackie Chan og Arafat«, og den anden vej rundt er øgenavnene endnu værre. Ingen i storfamilien er et hak bedre end andre. »Man kan grine af hvad som helst, men ikke med hvem som helst«, som det formuleres i filmen.

Forskellige kulturer rammes på kornet

Er »Bryllupskaos« ikke til den dybe og alvorlige side, så deler den sol og vind lige i sin fremstilling af det svære stof. Den ældre generation der føler, de har ret til at observere og generalisere om fremmede kulturer rammes på kornet. Og det er da også irriterende at være i stue med en gammel onkel, der af en mellemting mellem ubetænksomhed og hævdvundet princip opfører sig som en elefant i en glasbutik. Det eneste som kan være værre, skulle da lige være unge idealister, der nærmest leder efter fodfejl i omtalen af deres egen kultur.

Filmen er ud af en meget typisk fransk tradition for store brede komedier, hvor Christian Clavier viser, at han kan sin håndbog i den koleriske Louis de Funés udenad. Han er knap så tumultarisk og egensindig i raseriet og komikken, men han giver den brede franske komedie nye vinger.Der skal nok være intellektuelle, der rynker på næsen af »Bryllupskaos«, men genistregen ved at filmen virker i bredden, er jo, at det er lige netop der, hvor mest kan flyttes rent holdningsmæssigt. Vi savner nogle gange mere en kæk bemærkning og et godt grin af diverse forskelle, frem for frelste, tørre, principiel udredninger i dybden, når det gælder omgangsformerne i en globaliseret verden.

Hvad: »Bryllupskaos«.

Hvem: Instruktør: Philippe de Chauveron. Medvirkende: Christian Clavier, Chantal Lauby.

Hvor: Premiere over hele landet.