Den nye Hunger Games-film er flot, dyr og overbevisende

Altid driftssikre Jennifer Lawrence vender stærkt tilbage som den i stigende grad modstræbende revolutionsheltinde Katniss Everdeen i »The Hunger Games: Mockingjay 1«.

Jennifer Lawrence spiller Katniss Everdeen med liv og sjæl – så vi næsten glemmer, at tredje og næstsidste del af sagaen om »The Hunger Games« mangler de to foregående films intensitet og fremdrift. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Den dystopiske fremtidsserie »The Hunger Games«, baseret på Suzanne Collins bøger af samme navn, har for længst bevist, at de er meget mere end ungdomsunderholdning i et fantastisk univers – i stil med »Twilight«. »The Hunger Games« er politisk, brutalt og ærligt drama til alle aldre, og et tankevækkende billede på, hvad frygt og undertrykkelse kan gøre ved mennesker. Og så er det forbilledligt velproduceret underholdning.

»The Hungergames: Mockingjay 1«, tredje og sidste del af sagaen, endnu engang instrueret af Francis Lawrence, fortsætter hvor handlingen slap i forrige film »The Hunger Games; Catching Fire«. Men alle farverne fra hovedstaden The Capitol og The Hunger Games-turneringen er denne gang skrællet væk til fordel for District 13s underjordiske og grå forsvarsanlæg, hvorfra præsident Alma Coin og hendes undersåtter forbereder sig på den dag revolutionshæren er stærk nok til, at de kan sætte det afgørende slag ind mod The Capitol. Hendes håb er, at Katniss Everdeen, der i sidste øjeblik blev reddet fra den sikre død af Panems oprørsstyrker, vil kunne samle de modløse distrikter i kraft af hendes status som The Mockingjay, sladredroslen - symbolet på håb og revolution.

Giver ovenstående ikke mening, er det nok fordi du ikke har set de to foregående film. Og lad det være slået fast med det samme; »The Hunger Games: Mockingjay 1« hænger så tæt sammen med forhistorien, at det ikke vil give mening at hoppe med på fortællingen nu.

»The Hunger Games: Mockingjay 1« holder den vanvittigt høje produktionskvalitet fra de to forrige film. Alt er dyrt, flot og overbevisende, ligesom skuespillet er i top. Julianne Moore er en velkommen, om end lidt anonym, tilføjelse til persongalleriet i rollen som den grå præsident for Distrikt 13 Alma Coin, ellers er alt ved det gamle. Jennifer Lawrence puster liv og sjæl i en rolle, der bruger så store dele af filmen på at stirre fortvivlet ud i luften, at den i hænderne på en mindre kompetent skuespiller ville være kammet over i klicheen. Og så er det uendeligt sørgmodigt at se Philip Seymour Hoffman i hvad der blev hans sidste rolle som Plutarch Heavensbee, manden der forlod sin trygge position i The Capitol for at redde Katniss Everdeen og dermed revolutionen.

Mangler dynamik

»The Hunger Games: Mockingjay 1« er imidlertid præget af, at være første halvdel af en samlet historie. Trods rystende flotte krigsscener, er stemningen præget af tilbageholden ventetid langt under jorden i Distrikt 13s grå gemakker, hvor Alma Coin desperat forsøger at få delvist knækkede Katniss i kampform. Filmen mangler den dramatiske motor som selve spillet – The Hunger Games – udgjorde i de to forrige film »The Hunger Games« og »Catching Fire«, og det gør handlingen tungere og mindre spændingskoncentreret. Det er svært ikke at ønske sig bare lidt af Capitols farverige overflodskostumer i Alma Coins grå univers, ligesom man tager sig i at drømme om The Hunger Games perfide overraskelsesangreb på de stakkels deltagere. Men alt det, og mere til, får vi forhåbentlig i »Mockingjay 2«, der kommer til næste år.

Hvad: »The Hunger Games: Mockingjay 1’«.

Hvem: Instruktør: Francis Lawrence. Medvirkende: Jennifer Lawrence, Julianne Moore.Hvor: Premiere over hele landet.