Funktionelt fritidshus ved Vesterhavet

Huset ligger helt åbent i landskabet, og man kan se solen gå ned i Vesterhavet uden at skulle rejse sig fra lænestolen. Med til de unikke omstændigheder hører, at grunden er på 20.000 kvadratmeter, til gengæld er huset kun på 39,9 kvadratmeter.

Langt ude i klitten lå et lille hus...Området blev fredet i 1934, derfor kunne der ikke gives tilladelse til at bygge et hus, der var meget større end det, der lå der i forvejen. Så huset er på 39,94 kvadratmeter, men grunden er på 20.000 kvm og strækker sig helt ned til stranden ved Søndervig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Palmelund

Her er ikke meget - men der er meget af det.

En uendelig himmel, et forførende foranderligt Vesterhav, en bred, bred strand, der bare fortsætter, og grønklædte klitter, som bakker op og ned i bløde kurver.

Og midt i alt dette et lillebitte sommerhus. Det kunne næsten ligne en byggeklods, som børn har glemt på vej hjem fra stranden. Det er på under 40 kvadratmeter, men grunden, det ligger på, er på 20.000 kvadratmeter.

Se flere billeder og læs mere om sommerhuset i galleriet til højre.

Det usædvanlige forhold mellem hus og grund skyldes fredningsmyndighederne. Da de så tidligt som i 1934 besluttede af frede området, der ligger i Søndervig uden for Ringkøbing, fastsatte de samtidig et maksimum for grundens bebyggelse. Den måtte ikke blive større end det hus, der allerede lå der, og som var på 32 kvadratmeter.

I 1960erne blev det erstattet af et nyt hus på samme sokkel, og det er ikke meget efter nutidige normer.

Så da hus og grund i begyndelsen af det 21. århundrede blev sat til salg, var der ingen købere.

Trods beliggenheden, havudsigten og andre herligheder lå »sagen« i mere end et år og glanede i sælgerkartoteket. Men imens gik restauratør Maj-Britt Karlsson fra Sandgaarden i Søndervig og blev mere og mere varm på stedet, og det lykkedes hende til slut at overtale sin mand, restauratør Kurt Kjær Jensen, til at købe hele herligheden.

Udfordringen var nu at rive det gamle hus ned og bygge et nyt med moderne komfort på meget begrænset plads.

Restauratørparret kontaktede arkitekt Henning Jensen, som på sine ældre dage har trukket sig tilbage til Søndervig, og han tegnede skitsen til en kube, der både smyger sig ind i klitten og følger dens form.

Med skitsen i hånden kontaktede ejerne skovfogeden i Oksbøl, som er den lokale fredningsmyndighed, og han godkendte en lille udvidelse fra 32 til 39,9 kvadratmeter samt en kælder på 15 kvadratmeter.

»Det er det eneste hus med kælder i miles omkreds,« siger arkitekten, der i mere end 25 år har været arkitekt for Grundfos og tidligere også medindehaver af arkitektfirmaet C.F. Møller.

Det er imidlertid det første sommerhus, Henning Jensen har tegnet, selv om nogle af hans kæpheste passer perfekt til netop huse med udsigt. Vinduerne følger landskabets form, så deres overkant følger klitternes overkant, og de er ikke overvældende store, »for så bliver der bare ulideligt varmt indendøre,« siger han, men de indrammer udsigten.

 

Et andet hovedgreb er den præcise placering. Huset følger klitten. Man ankommer på toppen og går ind i en lille entré/vindfang, hvorfra der er adgang til et rummeligt badeværelse og køkken. Køkken og opholdsstue er adskilt af en halv muret væg, og fra køkkenet er der fire trin ned til stuen.

Huset er naturligvis orienteret mod vest, det er jo dér, havet er, men der er terrassedør mod syd, og soveværelset ligger ved siden af stuen, men mod øst. Kælderen er gravet ind under den øverst beliggende del af huset.

Restauratørparret har bygget huset til sig selv. Kurt Kjær Jensen planlægger at flytte herud, når han en dag får tid til at skrive en kogebog, men bruger også huset som et avanceret hotelværelse.

Sandgaarden inde i Søndervig har ingen værelser, kun café og gourmetrestaurant, men man kan altså tilbyde gæster, der gerne vil overnatte, noget helt specielt. I højsæsonen kan man leje »Klit-Top-huset«, som det hedder, for en uge af gangen, i ydersæsonen er det muligt bare at leje det for to nætter. Den model koster 2.200 kroner.

Fik du læst: