En af romankunstens styrker er, at den giver os muligheden for at gennemspille alternative versioner af den virkelighed, vi har omkring os. Romanen kan suspendere dele af den gældende orden og stille spørgsmålet: »Hvad nu hvis ...«
I »Sandhedskommissæren« stiller den nordirske forfatter David Park spørgsmålet: Hvad nu hvis nordirerne havde valgt at gå ad samme vej, som Sydafrika eksempelvis gjorde efter apartheidstyrets ophævelse, og nedsat en »sandhedskommission« med det formål at få fortidens uhyrligheder frem i lyset?
Masser af mennesker forsvandt sporløst under den 30 år lange konflikt sidst i det 20. århundrede, og familierne til de forsvundne har selv sagt svært ved at håndtere uvisheden om deres skæbner.
I David Parks roman er advokaten Henry Stanfield sat i spidsen for processen. Han har tidligere arbejdet for Den Internationale Domstol og hjulpet til med oprydningen på Balkan og er endvidere søn af en irsk, katolsk mor og en engelsk, protestantisk far.
Han bør derfor have særligt anlæg for at rumme konfliktens kompleksitet. Men han er også garvet nok til at vide, at sandheden slet ikke er så let at få hold om, som man kunne håbe – papirer forsvinder jo let, og de myndigheder, der skal håndtere dem, kan jo komme til at lave rod i mapperne.
Delvis på grund af pres fra sin datter begynder Henry at grave i en sag om én af de forsvundne, Connor Walshe, en simpel tyv, der begyndte at levere oplysninger til fjenden, og som blev bortført, afhørt og likvideret.
En menneskelig indsigt
Det er afdækningen af hændelserne omkring denne forsvinden, der leverer romanens plot, og som bringer os omkring tre andre mænd: Francis Gilroy, eks-IRA-mand og nyligt udnævnt minister for børn og kultur; James Fenton, pensioneret betjent, der kerer sig om rumænske børns skæbne; og endelig den tidligere IRA-mand Michael Madden, som lever under ny identitet i USA.
Umiddelbart kunne dette jo ligne en fin opstilling til en politisk thriller – men man skal ikke lade sig forlede. Park stikker et par spadestik dybere, end den politiske spændingsroman vil gøre, og leverer en serie fine portrætter af mænd, der på forskellig vis er mærket af deres hjemlands historie.
Underliggende er spørgsmålene, om fortidens vold kan undskyldes, om hvad sandhed egentlig er, og om man egentlig ikke er bedst tjent med, at den forbliver begravet, hvis man skal opnå en form for forsoning?
Det er første gang, vi præsenteres for David Park på dansk. Han har modtaget flere priser i hjemlandet, og det forstår man godt, for han skriver med vid og på stor menneskelig indsigt. Oversætter Lea Carlsen Ejsing har fint løftet romanen over i dansk. Korrekturlæseren kunne dog gøre sit job lidt bedre.
