Nobelpristager tager os med ad mindernes boulevard

I »Askeblomster« skriver Patrick Modiano, årets Nobelprismodtager i litteratur, om Paris og om fortidens slør over nutiden.

»Askeblomster« af Patrick Modiano Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Det er altid interessant at læse en roman, som andre har anbefalet. Og særligt hvis anbefalingen kommer fra nogen med viden og forstand; nogen der kender til såvel litteraturhistorien som nyere litterære strømninger og anser romankunsten for andet og mere end underholdning.

Det må komiteen, der hver år uddeler Nobelprisen i litteratur, formodes at gøre. Den er i hvert fald klodens med indflydelsesrige anbefaler: Når den hædrer et forfatterskab, sælger bøgerne øjeblikkeligt, og forfatteren kanoniseres med ét. Men der er også en fare forbundet med Nobelkomiteens hædring og anbefaling. For derefter vil forfatteren altid blive læst ekstra kritisk: Er han eller hun nu også SÅ god?

Skal man vurdere årets prismodtager, franske Patrick Modiano, på romanen »Askeblomster«, der udkom i 1991 og nu genudgives på dansk, ja, så er der bestemt tale om en stor forfatter. Bag det smukke, Gallimard-inspirerede omslag findes en på én gang suggestiv og vidunderligt stram prosa, hvis stil efter sigende har ført til talrige efterlignere i Frankrig og inspireret endnu flere.

Også amerikanske Paul Auster kunne være farvet af Modiano. Her er samme svæv mellem metropol, erindring, forfatterliv og noir-lignende elementer. Men Hos Auster er scenen New York, mens den hos Modiano er Paris, hvor en ældre mand konstant bevæger sig fra nutiden, fra gader og pladser, og ind i fortidens og ungdommens liv på de selvsamme steder.

Erindringskunsten

Hans elskede, men for længst tabte Jacqueline toner igen og igen frem på gåturen, hvor en sælsom hændelse også bliver ved med melde sig: Et ungt par begik i 1933 selvmord under mystiske omstændigheder. Men myrdede konen manden, inden hun skød sig selv? Spørgsmålet murrer i den ældre mand, der går forbi gaden, hvor dramaet fandt sted, og det samme gør den mand, han mødte engang, som måske samarbejdede med tyskere under krigen.

Svar giver romanen ikke. I stedet hviler et slør over alt. Ikke engang det sete er til at stole på, men utydeliggøres af følelser, tanker og hændelser. Som gaden, den ældre mand her forsøger at se: »Den skråner jævnt ned mod boulevarden, og drømmens afsmitning på virkeligheden gør, at rue Cujas for mig altid vil forblive stivnet i skæret fra begyndelsen af 1960erne, et blødt, klart skær, som jeg forbinder med to film fra den periode: Lola og Adieu Phillipine

Dengang, forstår man, var manden en drømmerisk forfatterspire. På gåturen som ældre ser han tilbage på byen og sig selv som ung mand i et let melankolsk, mildt resigneret skær, hvor en forsvunden far og Anden Verdenskrig – typiske Modiano-signaturer – ekkoer op gennem det hele.

Men når »Askeblomster« er en rigtig stærk roman, er det, fordi den litterære form, erindringskunsten, er så meget sin egen. Her er ikke noget stramt plot, som styrer glidningerne mellem nutid og fortid, men alligevel en indre logik, der vel minder om den måde, sindet fungerer på. Hvor det skete umærkeligt og konstant vokser ind i nutiden. Som blomster. Med aske på bladene.