Synnøve Søe har et stærkt og sympatisk blik for voldsomme konsekvenser af omsorgssvigt. Hun behandlede temaet med mareridtsagtige og surrealistiske skildringer i romanen »Drengen på stigen« (2007), så man følte sig klaustrofobisk til mode og undervejs forstod den lille drengs lyst til at kravle op på stigen for at kigge ind ad vinduet på første sal til et harmonisk familieliv.
Hun debuterede under stor opmærksomhed for 25 år siden med bestselleren »Fars« om en piges opvækst, præget af fraværende og egoistiske forældre og med incestuøse undertoner.
I hendes nye roman, «Forbudt torsdag«, er der atter sans for den tyngende betydning af svigt. Synnøve Søe viser indlevelse i barnets synsvinkel og oplevelsesmåde, barndommens gange uden lys og voksenlivets søgen efter identitet i en roman, der følger Henrik, fra han som 11-årig undersøger sin seksualitet med piger og lidt flere drenge, til han som voksen biseksuel er psykisk ustabil, selvdestruktiv og fortvivlet over manglende tilhørsforhold.
Tæppet er meget tidligt blevet revet væk under ham på grund af morens skuffede forventninger, absurde ligegyldighed og lange perlerække af tilfældige, alkoholiserede og voldelige mænd.
»Forbudt torsdag«, der indledes og slutter noget kunstigt med samme sætning, »Han skulle have været en pige«, er komprimeret, bygget op som skiftende kapitler med blik på barndom (»Søndag«), voksenhed (»Mandag«) og sex (»Torsdag«), og der er sine steder en kondenseret, melankolsk atmosfære, beskrevet i korte sætninger, som bringer tanken hen på Tove Ditlevsens og Dorrit Willumsens værker.
Som når det i et afsnit i »Forbudt torsdag« hedder: »Gangen uden lys. Køkkenet med de skrå vægge. Stuen med den grønne lædersofa. Soveværelset med hans mors og Dennis´ dobbeltseng. Mast ind mellem væg og seng lå en madras. Der sov Henrik.«
Manglede »mellemstationer«
Men Synnøve Søe skærer problematikken unødvendigt ud i pap hen mod slutningen, hvor Henrik tænker om moren: »Han hadede hende for, at hun tog hans livsglæde og det, der havde været et åbent sind«.
Romanens korte form medfører også, at udviklingstrin springes over, og derfor virker figurtegningen til tider utroværdig. Der mangler mellemstationer i beskrivelsen af Henriks psykiske tilstand, og man sidder med en fornemmelse af, at vi kun får skelettet af historien.
Synnøve Søe skriver med empati, sans for sex som antidepressiv drug og sympatisk fokus på et alvorligt emne, men det er, som om hun i »Forbudt torsdag« mangler lyst til at føre mere levende detaljer ind i fortællingen. Den bliver for sammentrængt.
Ligesom i »Drengen på stigen« er der en søgen ned imod et nulpunkt, , men mere lys kunne sætte mørket i relief. »Forbudt torsdag« kaldes en kortroman. Den virker som en ultrakort roman.
