Han skriver om det sælsomme og urovækkende

Østrigske Clemens J. Setz´ »Kærligheden på Mahlstädterbarnets tid« er en novellesamling uden lige.

»Kærligheden på Mahlstädterbarnets tid« af Clemens J. Setz. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Læselysten antager mange former. Nogle går efter gru, andre efter romantik, endnu andre efter sproglige eksperimenter und so weiter.

At læse Clemens J. Setz er først og fremmest for læsere med faible for det sælsomme og urovækkende. Den 32-årige østriger,  der har studeret matematik og germansk og kalder sig »en habil tryllekunstner«, er allerede en prisbehængt stjerne i den tysktalende verden og ikke mindst i kraft af novellesamlingen »Kærligheden på Mahlstädterbarnets tid«, der i 2011 modtog den prestigiøse Preis der Leipziger Buchmesse.

Det er da også en novellesamling uden lige. I ordets bogstaveligste forstand. Tag bare titelnovellen, den sidste tekst i bogen, hvor en kunstner skaber en usædvanlig skulptur:

»Med en særlig kombination af ler og et bøjeligt skelet bestående af rør, der udskilte væde, modellerede han et halvstort, siddende barn med bøjet nakke, som om barnet netop havde rystet på hovedet over et eller andet tåbeligt. Et lille hul i issen gjorde det muligt at fylde vand på skelettet, så figuren holdt sig blød og formbar.«

For kunstneren er det et værk, der aldrig bliver færdigt, og enhver, som står foran Mahlstädterbarnet, er fri til at træde nærmere og forme det efter egne ideer, indskydelser eller følelser. Skulpturen, der både bliver slået på og ridset i, vækker stor opsigt, og som i alle de andre byer, den har været udstillet i, skaber den debat, vrede og fascination. Og da den bliver fragtet videre til en ny by, efterlader den som altid byen i et »kulturelt tomrum«.

Det er som at læse et fusion af kunstnerparodi, samfundssatire og psykodrama i en form, som skylder folkeeventyr, drømmespil og socialrealisme lige meget. Det er sikkert svært at forestille sig, hvordan dét lige er at læse, men novellen besidder under alle omstændigheder en særlig fascinationskraft.Det samme gør »Verdensbillede«, hvor en mand låser en pige ind i et bur:

»Ude i køkkenet i min lejlighed sad en ung pige i et bur og tryglede om at blive befriet. Det var et problem, man sådan set let kunne løse. Jeg behøvede bare at dreje på den forbandede nøgle og lukke hende ud.«

Alt er muligt

Her, som i flere af de andre noveller, lever karaktererne i en umiddelbart genkendelig verden, men opfører sig på måder, hverken de selv eller læserne helt begriber. Tag bare  »Vægten«, hvor en mand en dag ser en vægt stå nede i gården.

Særligt en af beboerne er tiltrukket af den og får alle de andre til at stige op og notere deres tal på et printet Excel-ark. Det er en form for besættelse, og en forklaring antydes måske her:

»Ude i margenen stod nogle tilføjelser med snørklet håndskrift, som Daniel ikke kunne tyde, men han genkendte papiret: Det var reklameskrivelsen fra forsikringsselskabet.«

At læse Clemens J. Setz er som nævnt en sælsom og urovækkende oplevelse. Det er måske noget lidt forceret over dele af samlingen, men oftest giver de 18 noveller mening på deres egne betingelser, de har tydeligvis ikke nogen ambition om at lefle for læserne.

Den første sætning i samlingens første novelle, »Mælkeglas«, er meget sigende på hele 19 linjer og holdes sammen af koloner, semikoloner, pausestreger og kommaer. Men hænger man på, er man også rede til resten af samlingen: Let rundtosset og klar over, at fra nu af kan alt ske.