Femernforbindelsen har krævet sit første dødsoffer
En 41-årig arbejder mistede mandag livet i Puttgarden.

En 41-årig arbejder mistede mandag livet i Puttgarden.

En 41-årig arbejder mistede mandag eftermiddag livet, da han fik skovlen fra en gravko i hovedet under arbejdet med at udgrave en drænbrønd. Ambulancer og en redningshelikopter blev straks sendt til stedet, men mandens liv stod ikke til at redde. Det skriver FemernReport.com.
Undersøger omstændighederne De nærmere omstændigheder omkring uheldet er ved at blive undersøgt af de tyske myndigheder og de involverede entreprenører. Efter ulykken blev alle arbejdere på byggepladsen tilbudt psykologisk krisehjælp.
»Vores tanker går til den omkomnes familie i denne svære tid. Sikkerheden for vores arbejdere er højeste prioritet under byggeriet af Femern Bælt-tunnelen. Vi vil nu afvente resultatet af myndighedernes undersøgelse og deres eventuelle anbefalinger,« fortæller Henrik Vincentsen, der er administrerende direktør i Femern A/S, i en skriftlig kommentar til FemernReport.
Anden alvorlige ulykke på tre uger Mandagens ulykke er den anden alvorlige arbejdsulykke på Femernprojektet indenfor blot tre uger.
Torsdag den 11. april blev en arbejder kørt over af en gravemaskine på tunnelbyggepladsen i Rødbyhavn. Den ulykke endte med at koste manden en amputation af det ene underben.
MønsterprojektFemerntunnelen har ellers indtil nu stået som et mønsterprojekt for arbejdssikkerheden på store bygge- og anlægsprojekter. Således kunne FBC-konsortiet notere, at der i forbindelse med udgravning af tunnelrenden og landindvinding på Lolland er arbejdet i over fem millioner timer med kun én enkelt alvorlig ulykke.
Fem dødsulykker i 2023 Ifølge tal fra Arbejdstilsynet var der i 2023 i alt anmeldt fem arbejdsulykker med dødelig udgang i bygge- og anlægsbranchen i Danmark. Samme år blev der i branchen anmeldt 130 arbejdsulykker, der medførte mindst et halvt års sygemelding. Samlet set blev der anmeldt 6.350 arbejdsulykker i bygge- og anlægsbranchen, der resulterede i en sygemelding.
Tager sikkerheden alvorligt Mandagens arbejdsulykke fandt sted på tunnelbyggepladsen i Puttgarden og er således en sag for FLC-konsortiet. Også her har man – altså indtil den 11. april 2024 – også været stort set forskånet for alvorlige arbejdsulykker.