Ny Blædel-krimi er sympatisk, men noget banal

»Kvinden de meldte savnet« er en spændings- og heltindehistorie om aktiv dødshjælp og skjulte dagsordener.

»Kvinden de meldte savnet« af Sara Blædel Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folk, der er udklækket fra Sprogpedantisk Laboratorium eller har en mastergrad i filosofisk selvforståelse, vil formentlig lade sig forstyrre af Sara Blædels meget hverdagsagtige brug af ord og betragtninger i det nye og niende bind i serien om Louise Rick, »Kvinden de meldte savnet«. De vil finde dem banale og klichéfyldte og krumme tæer over, at verden (Sara Blædels eller hele den store verden) ikke er mere sofistikeret, nuanceret, vedkommende.

De skal nok ikke læse Blædel. Danmarks ukronede krimidronning skriver ikke for dem, der går efter sproglig virtuositet, dybere indsigt eller kringlede plot. Konceptet er klart og femikriminalistisk med et mådeligt lixtal og meget genkendelige hverdagstrakasserier.

Når det er sagt, og forbeholdene er taget, så er Blædel blændende. Hun er stilsikker og stærk i spændingsskabende fremdrift, hun formår at servere svære etiske problemstillinger som delikate pindemadder, og så kan hun skrue et plot sammen, så man lader sig opsluge af handlingen.

Faktisk i en grad, så selv en sprogpedantisk åndsklakør lader sig indfange – om end man skal godt ind i historien, før det ferske sprog og de fade betragtninger om vejr og vind opsluges af dramatikken.

Historien indledes med mordet på en kvinde, der – viser det sig efterfølgende – har været meldt savnet i 18 år. Kvinden er dansk, men har de seneste mange år levet i en lille by i England med mand og barn. Louise Rick bliver inddraget i sagen.

Dels fordi hendes samlever og kollega Eik Nordstrøm pludselig tåger rundt omkring mord-stedet og følgelig bliver kastet i kachotten, dels fordi engelsk politi beder hende om at undersøge, hvem de danskere er, der har indsat store beløb på afdødes hemmelige schweiziske bankkonto.

En krimi med lidt for mange floskler

Samtidig bliver der i Danmark begået flere tilsyneladende umotiverede drab på forskellige mennesker, der ikke umiddelbart synes at have noget med hinanden at gøre. Eneste fællesnævner er, at de alle er skudt gennem ruden i deres hjem med den samme riffel. Ligesom den danske kvinde i England.

Sagen viser sig at have grene tilbage til dengang, kvinden forsvandt, og den involverer både Eik Nordstrøm, en højhellig fynsk præst og et aktuelt og delikat emne som aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord, som bogen på sin egen stille måde må siges at være et indigneret og positivt partsindlæg for.

Hvis krimihistorien var renset for bare en smule af femi-delen, og dialogerne var blevet skuret fri for de værste floskler, ville »Kvinden de meldte savnet« have været en gedigen gyser.

Men efter endt læsning sidder pedanten tilbage med en flad fornemmelse af at have brugt al for megen tid på Louise Ricks venindes ægteskabelige forhold, sønnens udfordringer med efterskolens stramme regelsæt og Ricks egne skiftevis umodne og meget modne overvejelser omkring kærestens fortid og deres fælles fremtid. Det er ikke noget, man bliver beriget af – og så har man rigeligt i sine egne hverdagstrakasserier.