Det gør godt at slå og dræbe. Det renser sindet, når man føler sig svigtet af alle. Og det gør den 25-årige Erik Rasmussen i Kim Leines anden roman om en familie plaget af incest og vold og afsporede relationer mellem fædre og sønner.
Leine debuterede sidste år med erindringsromanen »Kalak«, der uden mange omsvøb skildrer, hvordan hans far udnyttet ham seksuelt, da han var dreng. Det er en forfærdende og provokerende historie, som han nu følger op med endnu en række slibrige hændelser fra familiens slamkiste.
Angiveligt skildrer romanen en række autentiske begivenheder, der leder frem til, at Leines farfar i jalousi gør det af med sin rival.
Romanen er sat sammen af beretningen om et døgn i en morders liv, hans forhistorie og nogle dokumenter bestående af politirapporter og breve.
Det er ikke mordet, der er en gåde i denne roman, men morderens psyke og adfærd. Hvad får en jævnt hen velfungerede og normalt begavet ung mand til at begå et koldblodigt mord?
Hvad er det for et menneske, der med fuldt overlæg kan dræbe sin ex-kones kæreste med en hjemmelavet totenschlæger og derefter cykle sig en tur, gå i biffen og nyde livet helt uden anger?
Det bliver der givet en slags forklaring på, idet man får oprullet hans livshistorie, alt imens politiet er på jagt efter ham, og læseren ikke ved om han vil undslippe eller blive fanget til sidst.
Leine skriver sin historie med et fint sprogligt overskud, der giver plads for stilskifter undervejs. Han kan give tids- og miljøskildringer, der præcist gengiver mellemkrigstiden, som handlingen udspiller sig i.
Man kan se letmatrosen for sig, både i Helsingør og København og på alverdens bordeller. Men efter, at man har læst om en morders liv og levned, står i hvert fald en gåde tilbage: Med hvilket sigte skildrer Leine så detaljeret volden og seksualiteten? Volden og den let sadistiske seksualitet virker saliggørende på morderen, der føler en almagt over liv og død.
Men hvad med den køligt registrerende fortæller og læseren? Skal jeg provokeres og væmmes, og i så fald med hvilket mål? Eller er det bare stil, knaldeffekt og spil for husarerne? Jeg ved det ikke, og føler mig derfor ikke ganske saliggjort efter end læsning af den ellers veldrejede historie.
