Han har altid gerne villet skrive. Allerede som 15-årig begyndte Kim Leine at sætte ordene sammen. Han lavede noveller, umodne tekster om riddere og døde sømænd. Spøgelseshistorier. I 9. klasse læste lærerinden en af dem op for resten af klassen. Men det skulle hun aldrig have gjort.
»Det var en frygtelig oplevelse. Jeg blev i forvejen mobbet. Min far var bøsse, jeg var Jehovas Vidne, og nu havde jeg tilmed skrevet en novelle. Det var sikkert ment som en opmuntring fra min lærer, men det fik mig fuldstændig til at stoppe med skriveriet,« fortæller Kim Leine.
Han smed kuglepennen væk og kastede sig i stedet over verdenslitteraturen. Især Dumas og forskellige westernbøger blev læst i laser, og ganske langsomt kom skrivetrangen tilbage.
»Jeg tror, at jeg havde brug for at sætte ord på at være anderledes. Måske en dag
finde en stolthed i det,« siger Kim Leine, der fortsatte med at skrive, da han blev voksen og flyttede til Grønland med familien.
Udkast på udkast blev sendt med flyet til de københavnske forlag. Og om torsdagen, når maskinen kom tilbage, lagde Kim Leine nakken tilbage og så op på himlen, hvorfra han håbede på et positivt svar.
Tre gange kom der afslag. Først den fjerde gang, da Kim Leine var tilbage i Danmark, ringede forlæggeren.
Beskeden var enkel: Det er en god bog. Den udgiver vi.
En rigtig forfatter
Kim Leine voksede op blandt Jehovas Vidner i Norge. Som 17-årig stak han af til København, flyttede ind hos sin far, der udnyttede ham seksuelt. Da Kim Leine endelig fik familie og bosatte sig i Grønland, forsvandt han ind i et misbrug af narkotika og lokale kvinder. Stofferne fik han fat i gennem sit job i sygehusvæsenet. Kvinderne mødte han på nattens barer.
Sådan var livet. Og det er omdrejningspunktet i »Kalak«, Kim Leines debutroman, der udkom i januar.
»Jeg har altid gerne villet skrive en erindringsroman. Da jeg boede i Nuuk, skete der så mange absurde ting, at min kone sagde »nu har du da noget at skrive om«. Da jeg så røg på røven, mistede min autorisation og næsten blev smidt ud af landet, kunne jeg tage fat. Der havde jeg lavet så meget »research« gennem de sidste 30 år, at jeg lige så godt kunne bruge det,« som Kim Leine siger.
Han har netop kvittet sit job som handicaphjælper. »Kalak« røg direkte ind på bestsellerlisten, så nu lever den nybagte forfatter af det arbejde, han udfører i lejlighedens aflange arbejdsværelse.
Hele dagen er fyldt af ord. Alligevel svarer Kim Leine lidt undvigende, når folk spørger, hvad han laver.
»Man siger, at alle har én historie i sig, og jeg tror, at de fleste mennesker kan skrive én bog. Testen kommer først, når du skal til at skrive din anden bog. Når det lykkes, kan du kalde dig forfatter,« siger Kim Leine, der har taget hul på den store eksamen. Hans næste værk kommer til at handle om farfaren, der slog sin kones elsker ihjel med pendulet fra et bornholmerur.
»Det er næsten et fadermord i andet led, men det er altså ikke, fordi jeg er ved at slå hele min familie ihjel,« siger Kim Leine med et smil.
»For at jeg kan skrive, skal der helst opstå en nødvendighed. Jeg kan slet ikke forestille mig at skrive flere hundrede sider om et emne, der ikke ligger mig virkeligt på sinde.«
Livet ændrede sig
At få udgivet »Kalak« har på alle måder ændret Kim Leine. For første gang i sit liv har han fået en omgangskreds, der deler hans interesse for litteratur. Selvom han nødigt deltager i forfatterarrangementer, tager han gerne med ud og møder læserne. Samtidig hjælper de skrevne ord om hans lange stofmisbrug med at holde ham clean.
»Jeg har fået en masse selvtillid. Jeg ved, at jeg ikke var helt gal på den i alle de år, jeg sad og skrev alene. I forhold til mit misbrug har jeg jo også taget hele Danmark i ed på, at jeg er ude af det. Nu ved alle, hvad jeg har gjort, og det er en enorm lettelse. En stor del af at være misbruger er hemmelighederne,« forklarer Kim Leine.
Han har givet sin bog til sine to børn og til sin far. Om de har læst den, ved han ikke.
Det må de også selv om. Kim Leine har fortalt sin historie og ændret sit liv. Han har åbnet for en historie, der har præget familien i årevis.
Opgøret med det beskrevne stofmisbrug har tilmed betydet, at Kim Leine atter har fået kontakt med sin datter, der er flyttet hjem til sin far.
»Jeg vil altid være misbruger, men jeg håber, at jeg kan få mig en besættelse, der er sund. Jeg vil hellere misbruge noget smukt som skoven eller litteraturen. Faktisk skriver jeg så mange timer om dagen, at man godt kan sige, at litteraturen er mit nye junk,« siger Kim Leine. Og så smiler han.
