Velkommen på forsiden

Som danser var hun vant til at vise sin krop, men efter gennembruddet som skuespillerinde i TV3s »2900 Happiness« er Christiane Schaumburg-Müller begyndt at sætte grænser. »Jeg er ved at blive mere bevidst om, at jeg skal sælge et brand,« forklarer den lovende debutant.

Christiane Schaumburg-Müller, der spiller Mercedes i 2900 Happiness, er danser med liv og sjæl. Foto: Jeppe Michael Jensen Fold sammen
Læs mere

Teksten i Ekstra-Bladet gav Christiane Schaumburg-Müller et chok.

Hun var selv gået med til at lade sig fotografere i netstrømper og fed makeup. Billederne var ikke noget problem.

Det var teksten, der overraskede.

»Du kender hende som Mercedes fra danske 2900 Happiness,« stod der. Og så kom den frygtelige fortsættelse: »Men privat er Christiane Schaumburg-Müller mest til fransk«.

»Journalisten havde forsikret mig om, at interviewet skulle handle om min uddannelse som bachelor i fransk og kommunikation. Nu kom det i stedet til at lyde som om, jeg gav blowjob,« forklarer skuespillerinden Christiane Schaumburg-Müller, der netop er brudt igennem som intrigant rigmandspige i TV3s populære sæbeopera.

Selv efter 10 år som professionel danser i musikvideoer, kommer hendes pludselige stjernestatus som lidt af en udfordring.

Hoben af fanbreve er så massiv, at Christiane Schaumburg-Müller har besluttet kun at besvare 30 om dagen. Sladderjournalister svælger i detaljerne om den smækre debutant. Og på barer må Christiane Schaumburg-Müller finde sig i fremmede mænd, der forsøger at være fortrolige.

»Er det ikke træls at blive kontaktet af alle mulige?« Spørger de mig, som om vi er gamle venner. Hvis de synes, at jeg er dygtig, kan de da bare sige det. Det er lige meget, om folk vil komme med ris eller ros. Det er bare federe, hvis de siger det direkte i stedet for at bruge en lumsk omvej, der er dybt gennemskuelig,« forklarer Christiane Schaumburg-Müller.

Ikke i bikini
Hun er ikke bange af sig.

Christiane Schaumburg-Müller har været på forsiden af mandebladet M! som »Danmarks mest sexede stjernefrø«. Hun var den rødhårede babe i Arla Mini-reklamerne, og hun svinger ben i muskvideoen til Nik og Jays sang »Boing, Boing«.

Med næsten imponerede præcision har hun været med i ting, der har skabt debat blandt feminister og rettighedsforkæmpere.

»Men det har jeg altså slet ikke tænkt over. Jeg synes, at kvinden er ekstremt smuk, og jeg ser ikke noget forkert i at udstille det. Selvfølgelig har jeg også en grænse, og da jeg skulle fotograferes til M! var jeg glad for, at jeg fik lov til at stille op i badedragt. Det er mere tækkeligt end en bikini,« siger Christiane Schaumburg-Müller, der understreger, at hun er vant til at være ublufærdig og kropslig.

Mens gymnasiekammeraterne løb til private fester på Frederiksberg, var den 15-årige Christiane nemlig del af et professionelt crew, der kørte fra diskotek til diskotek for at danse. Det var hårdt arbejde, og folk i miljøet var meget ældre end den unge danserinde.

»Både Niclas Bendixen, der var koreograf, og de andre dansere var gode til at passe på mig, men jeg vidste også selv, at jeg var dygtig. Jeg ved, at jeg er god til at have power. Samtidig var jeg altid meget ambitiøs, og jeg vidste, at jeg ville læse videre«, forklarer Christiane Schaumburg-Müller, der flere gange har været i Frankrig for at lære sproget.

At lære ensomheden
Det var under et af sine talrige besøg i vinlandet, at Christiane blev inviteret til casting på TV3. Kanalen stod med en ny TV-serie, og en tidligere kollega fra danseårene huskede hendes navn. »Jeg havde aldrig før været til casting på noget, og jeg var overbevist om, at jeg ville falde igennem. Det havde godt nok været en drøm at spille skuespil, men jeg har altid været for genert til at indrømme det,« fortæller Christiane Schaumburg-Müller, der både var i kikkerten til rollen som den pæne pige Freja og til rollen som rivalen Mercedes. Den første havde hun øvet sig på. Den anden tog hun mere fra hoften.

»Jeg havde ikke regnet med at få den rolle, men jeg er vild med at spille Mercedes. Det kan godt være, at hun er en bitch, men hun er min bitch – og så er det jo hende, der får tingene til at ske. Samtidig har Mercedes været igennem en kæmpe udvikling. Nu er seerne også begyndt at få sympati for hende,« siger Christiane Schaumburg-Müller, der har sagt ja til at lave 48 nye afsnit om den rige familie i Hellerup.

På længere sigt er drømmen at spille med i en dansk spillefilm. Helst en komedie.

Hvis det lykkes, kommer der formentlig endnu mere interesse fra sladderjournalisterne. Men til den tid håber Christiane Schaumburg-Müller, at hun kender spillereglerne.

»Jeg er ved at blive mere bevidst om at jeg skal sælge et brand. At der er ting, jeg skal sige nej til og ting, jeg ikke skal medvirke i. Men jeg vil ikke lave helt vildt om på mig selv og begynde at opføre mig anderledes. Jeg har det jo fantastisk, når jeg får noget indenbords med mine venner. Hvorfor skulle jeg så lade være med at gå i byen?«