Succesen kom med våbnene

Da Hanne G begyndte at hækle våben, kom der fart på drømmen om at springe ud som billedkunstner. I dag har hun haft sin første solo-udstilling, mødt kulturministeren og fremstillet en atombombe. ­Alligevel tænker Hanne G stadig meget på, hvordan en rigtig kunstner ser ud.

Hanne Gaard Grønlund er kunster og hækler tro kopier af våben. På den måde kombinerer hun det traditionelt voldsomme og maskuline med noget så husmoderagtigt som hækling. Det er hendes bidrag til fred i verden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sigrid Nygaard

Mange ting har ændret sig, efter at Hanne Gaard Grønlund har fået sit gennembrud som billedkunstner.

I dag står der f.eks. en atombombe på hendes spisebord. En ordentlig krabat i skrigende gult og voldsomt sort. Den er faldet lidt sammen. Sådan er det, når man laver våben med sine hæklepinde, som Hanne Gaard Grønlund gør.

I løbet af 2007 har hun tilmed udstillet sine ting på Charlottenborg, mødt kulturminister Brian Mikkelsen og haft sin første gallerifernisering. I foråret lod hun sig interviewe af både Berlingske Tidende, DR2 og P2.

»Det gik fint,« fortæller Hanne Gaard Grønlund. Hun tilføjer i samme tonefald: »Jeg gav værten en håndgranat«.

For to år siden var den 44-årige københavner ansat som udvikler inden for TV-branchen.

Hun sad med bag kulisserne til »Den store klassefest« og regner de små »Postkort«-film til Melodi Grand Prix 2001 blandt sine bedste påhit. Men der var noget ved miljøet, der ikke passede med hendes temperament.

»Jeg er simpelthen ikke god til at være kreativ på klokkeslæt. Det der med at få en genial tanke klokken 08.30... jeg får lige så gode idéer, når jeg cykler hjem eller køber ind.«

Derfor blev arbejdet sagt op. Hanne Gaard Grønlund lejede et atelier. Nu skulle hun bruge tid på at male.

At ligne en kunstner

Det er en bumpet og snæver sti, der fører ind i bunden af den københavnske baggård, hvor hun har sit atelier.

Hanne Gaard Grønlund arbejder på tredje sal – helt inde i hjørnet under en lyskæde af strikkede pærer og malerier af dyr med menneskelige træk. Den nye serie indeholder både en mullah-hund og en pusherhund.

»Som form er jeg superglad for maleriet, men det har altid været et lidt vanskeligt område for mig. Jeg havde lidt af den her ærefrygt over maleriet. Der er jo sådan en lang og stærk tradition at forholde sig til, og når jeg malede, sagde folk tit, at det lignede et værk fra den og den kunstner.«

Måske er det grunden til, at Hanne Gaard Grønlund ikke fik det store gennembrud, mens hun malede. Det kom først senere, da en veninde forslog, at de begyndte at gå til håndarbejde. Her blev Hanne Gaard Grønlund hurtigt optaget af at bruge garnet til at fortælle historier. Gangske langsomt opstod idéen om at hækle jagttrofæer.

Ti bløde dyrehoveder kom på Lauritz.com, hvor en kunstsamler købte dem til sit kontor i Amaliegade. Opmærksomheden var enorm.

»Pludselig kunne jeg mærke en respons på de ting, jeg lavede. Det var åbenbart meget provokerende at slå ting fra det ultimative herreværelse sammen med et typisk kvindeligt håndværk som hækling. Så strammede jeg konceptet og begyndte at lave håndvåben.«

Og det blev et hit. Efter flere forgæves forsøg blev Hanne Gaard Grønlund tildelt plads på Charlottenborgs Forårsudstilling. Brevhovedet gjorde hele forskellen. Det skriftlige tilsagn blev nemlig sendt til billedhugger Hanne G. Med streg under ordet billedhugger.

»Jeg har ellers altid haft svært ved at tage det ord i min mund. Jeg er vel opdraget med betydningen af, at al ordentlig identitet forudsætter lidenskab, vedholdenhed og en konkret udviklingshistorie. Det virker så stort,« forklarer Hanne Gaard Grønlund, der stadig tænker meget over, hvordan en rigtig kunstner ser ud. Kan man overhovedet bruge den betegnelse, hvis man gerne vil gå i lægget nederdel?
Hanne Gaard Grønlund kender ikke andre i branchen. Hun har ikke et netværk fra Kunstakademiet. Findes der klubber, hvor kunstnerne mødes, så er hun ikke medlem af dem.

Derfor måtte hun tage sin datter med på råd, da hun skulle vælge tøj før den første soloudstilling.

»Jeg ligner jo slet ikke en rigtig kunstner«, beklagede hun sig. »Jeg ligner en af dem, der køber kunst«.

»Nej«, svarede datteren. »Du ligner bare en kunstner, der tjener penge«.

Kunst og penge

Faktisk har Hanne Gaard Grønlund det ret dårligt med at sætte prisskilte på sine ting. Hun bryder sig ikke om det. Hvordan bestemmer man, hvad et hæklet rensdyrhoved skal koste – for slet ikke at tænke på de hæklede våben?

»Det er lidt odiøst, at jeg skal tænke over, at jeg laver ting for at tjene penge. Jeg har jo svært ved at skille mig af med mine værker. Faktisk har jeg engang ringet til en mand, fordi jeg havde fortrudt salget. Jeg ville slet ikke af med det billede, han havde købt. På den måde er forholdet lidt mor-barn-agtigt mellem mig og mine ting.

Det er lettere at forære det væk til nogen, man godt kan lide,« fortæller Hanne Gaard Grønlund, der har fået sig en gallerist. Nu tager Helene Nyborg sig af pengene. Det er også hende, der sørger for kontakter til det skumle kunst-miljø.

»Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg var for gammel til at skifte spor, men Helene Nyborg sagde, at det tværtimod gjorde mig mere spændende, at jeg havde en anden baggrund. Nu er jeg også gået fra at være en aldrende person i TV-branchen til at være en yngre kunstner. På den måde havde det været sværere at skifte branche, hvis jeg ville være skøjteprinsesse,« forklarer Hanne Gaard Grønlund.

I baggrunden gynger de kulørte lamper, der er en del af hendes næste projekt. En støtte til Al Gores miljøkamp i sort og farvet garn. Hanne Gaard Grønlund smiler.

»Det er jo forbandet at have det der behov for at blive set og hørt. Havde jeg det ikke sådan, ville jeg jo leve et helt normalt liv. Nu har jeg i stedet en drøm om at kunne leve af min kunst en dag.«