Arbejde i grupper eller teams er et tveægget sværd. I visse tilfælde kan de være en kreativ eksplosion, i andre tilfælde kan de være det modsatte: en sløv omgang sjask, hvor flertallet af deltagerne putter sig i hjørnerne, mens de sædvanlige ansigter sikrer, at der kommer et resultat ud af indsatsen.
Forskellen kan måske vække undren for nogle, men ikke alle. Slet ikke for Henrik Tingleff, som er uddannet psykolog og i dag lever af sit forfatterskab samt sit virke som foredragsholder. Hans speciale er disciplinen socialpsykologi – og specielt koblingen til, hvordan vores menneskelige natur igen og igen viser sit ansigt i den moderne, professionelle hverdag.