Facebook-svinere og fællesskabsfølelse - Årets tendenser på godt og ondt

Vi er overfladiske og selviske, mens barndommen forsvinder, flygtninge bliver kvalt i lastvogne, og rædslen har intensiveret sit tag. Men samtidig er der et indforstået fællesskab og et civilsamfund, der er ved at rejse sig. Hen over året har MS spurgt aktuelle mennesker, hvad det mest utiltalende i tiden er, nu spørger vi også, hvad der er det bedste.

Illustration: Rasmus Meisler/Spild af tid.  Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Forleden stod billedkunstneren Martin Bigum i efterårets støvregn på perronen i Middelfart for at skifte tog videre mod Jylland. På perronen overfor stod 20-30 mennesker tabt for omverdenen og så ned på hver sin smartphone.

»De var alle i en parallel virkelighed, hvor deres opmærksomhed, nærvær og kløgt var deponeret, og ledt ud af de spor der nu var vigtige for dem,« fortæller Martin Bigum.

De flygtede fra støvregnens grå tristesse på perronen i Middelfart ved at slå tiden ihjel i andre verdener.

Martin Bigum betragtede dem. Hele sit liv har han forsøgt at nærme sig nuet. Det er der, han forsøger at være i sine billeder, og det var der, han var på perronen i Middelfart.

For et år siden, før vi alle var Charlie Hebdo, før Krudttønden og synagogen, før valget, før treårige Aylan på stranden i Bodrum, før natten i Paris, var Martin Bigum den første, Berlingske MS spurgte om, hvad, der er den mest utiltalende tendens i tiden.

Det handlede om den virkelighed, de 30 på perronen i Middelfart befinder sig i på de sociale medier.

»Jeg kan se, at folks psykologier forandres og forvrænges. Følelsesmæssige reaktionsmønstre og omtanke, som førhen var noget, man havde med, bliver der skøjtet let hen over nu.«

For ham er det, det værste, og der, i det værste, har han fundet det, der er det bedste. For netop fordi, så mange vælger at udelukke sig fra nuet på perronen, er der et næsten hemmeligt fællesskab mellem dem, der bliver tilbage i støvregnen.

»Der er efterhånden så få, der dvæler ved iagttagelserne, at man lige pludselig kan befinde sig i situationer sammen med tilfældige mennesker, hvor man gør sig fælles iagttagelser. Det indforståede smil med en handlende kvinde i Irma, der også bemærker den unge kvinde, som fører en høj enerverende telefonsamtale mellem os andre. Blikket fra en anden bilist, når man i København har været lige ved at køre en hasarderet cyklist med hvide earplugs ned. Det er to fremmede mennesker, der er vidner til konsekvenserne af en digital verden, hvor ufatteligt få synes at fastholde udsynet til nuet og den konkrete virkelighed,« siger Martin Bigum.

Hvis mismodet indfinder sig, når forfatteren Sissel-Jo Gazan går en tur på Facebook fra kontoret i Berlin, så skyldes det glade spædbørn, der smiler forventningsfuldt ud til verden uden anden erkendelse end en følelse, der kilder i maven. Nogle gange sidder hun og ser på solnedgange, måske også den hun selv kan se, når Jordens rotation er ved at føre Europa mod mørket, men de solnedgange, hun taler om her, er dem, hun ser på Facebook.

»Det mest utiltalende er, at det specielle er blevet en kliché på grund af de sociale medier. Solnedgange, nuttede babyer, mad, den slags,« sagde hun en dag i oktober.

Så det værste er devalueringen af det særlige. For Kasper Eistrup er det nærmest omvendt. Det værste er løgnen om det normale, eller måske nærmere den normalitetsforvrængende selviscenesatte overfladiskhed, der får os andre til at føle os som perfektionssamfundets nødstedte udstødte.

»Den tendens, der for min skyld meget gerne snart må dø, er den overfladiske selvpromovering, hvor for eksempel unge kvinder bruger timevis på at smukkesere sig for så at skrive #træt.«

For Jan Gintberg er det værste stanken i Facebookforsamlingshuset.

»Der er ikke plads til fordybelse og eftertanke. Det er som om, vi ikke magter at tælle til ti, inden vi partout skal komme med udmeldinger og holdninger, der bare fylder op som følelsesladede kålbøvser i en alt for lille elevator.«

Illustration: Rasmus Meisler/Spild af tid.  Fold sammen
Læs mere

Mens vi er begravet i sociale medier, lytter ski-journalist Thomas Uhrskov efter lyde i den nære, konkrete verden. Han kan ikke høre dem. Der er blevet stille i baggården og på villavejene.

»Vi skærer barndommen, legen, det umiddelbart uproduktive og skæve væk. I ønsket om at lave en bedre folkeskole er man gået den totalt forkerte vej. Vi slår børns medfødte kreativitet ihjel. Det er meget mere alvorligt, end vi er klar over,« sagde han i november.

Der er ikke plads til leg og kreativitet i konkurrencesamfundet, hvor Sebastian Dorset synes, det værste er, at så mange synes, at de, der har det værst, nasser og flæber i stedet for at få fingeren ud af deres navlepillende nedslidning og invaliderende sind.

»Mange tror, de er overmennesker, fordi de har en Ford Mondeo og et rækkehus, og jeg synes, vi har en tendens til at undervurdere, hvor hårdt belastet folk med kroniske eller psykiske lidelser kan være,« sagde Dorset midt i november.

Måske er det dem i Mondeoen, der skal hjem til rækkehuset i pendlerbyerne, som lader Kaya Brüel stå i vinterregnen med sine indkøbsposer uden at kunne komme over gaden. For hende er det et symptom på det værste.

»Det mest utiltalende er smålighed og ikke at være opmærksom på sine omgivelser, sådan en holden på sin ret,« siger hun.

For Lene Espersen er noget af det samme det værste.

»Det mest utiltalende er den ondskabsfulde og uforskammede tone i det offentlige rum – ikke mindst på Facebook og Twitter. Det er ubegribeligt, at nogle mennesker i dagens Danmark har så stort et behov for at svine andre til. Jeg håber, de på et tidspunkt reflekterer over deres adfærd. Jeg savner i den grad, at dannelse bliver hot. Både blandt børn og voksne.«

Til gengæld kan Thomas Uhrskov høre noget andet. En samtale er begyndt.

»I sidste århundrede gjorde andelsbevægelsen Danmark rigt ved at landmændene begyndte at deles om mejetærskere, mælkejunger og grønthøstere. Desværre glemte vi betydningen af at dele i 1960erne, hvor befolkningen havde travlt med enten at ryge sig skæve eller opnå et tilsvarende fix ved at forbruge som sindssyge. Nu er der smalhals igen, og krisen har fået os til at indse, at vi ikke alle sammen har brug for alting – selv. Det ér faktisk muligt at deles om hækkesaksen, som alligevel kun bruges et par gange om året. Selvfølgelig skyldes det vores fedtede sparsommelighed. Men op i røven med det, for det er godt for miljøet og ressourcerne, hvis vi ikke alle sammen skal have en bil, en græsslåmaskine eller et barnesæde transporteret fra Kina. Men det vigtigste er, at hvis vi skal dele noget, bliver vi også nødt til at tale med hinanden og stole på hinanden og blive enige med hinanden,« siger Thomas Uhrskov.

Lene Espersen har bemærket noget tæt på tilsvarende.

»Vi ser i stigende grad dele af befolkningen tage ansvar for eget liv og helbred og leve efter gode værdier, byggende på vores kristne kulturarv, med fokus på næstekærlighed og troen på, at »det gode liv« mere handler om samvær med andre og ikke om alene at fokusere på materialistiske behov,« siger hun.

For sanger og sangskriver Wafande er det værste terror og det faktum, at vi opfatter den nære terror i Paris som værre end den fjerne i Beirut, og når designer Ilse Jacobsen dvæler ved det, hun ikke kan holde ud, er det historier om flygtninge, der udånder i tilbageholdte lastvogne.

»Det er så umenneskeligt. Det, synes jeg, er en forfærdelig katastrofe,« siger hun.

For Tor Nørretranders er lidt af det hele det værste.

»Den småtskårne og krysteragtige sig-selv-nok attitude, som for alvor er dukket op de sidste 15 år. Det skyldes i sidste ende en forlegenhed over, at 00ernes rigdom er en samfundsskabt friværdi, der af uransalige årsager er privat og på det nærmeste ubeskattet. Desuden vokser den akademiske selvhøjtidelighed parret med universiteternes følgagtighed over for magthaverne. Og så er der selvfølgelig lukketheden med al dens forskrækkede fremmedfjendske forandringsfrygt.«

Men når Tor Nørretranders skuer ud gennem støvregnen, der efterhånden har taget til, får han øjenkontakt med en verden, der har fået nok. Nok af handlingslammende klimasnak, tøvende politikere, flygtninges overhørte nødråb, mens de bliver kvalt i lastrum på europæiske motorveje eller i Middelhavets dyb fem minutter fra frelse. Men mellem frustrationen og regndråberne, der pisker mod ruden, skimter han noget.

De sætter sig ud i deres biler og hjælper flygtninge på vej, de klatrer op på tagene og sår grønne haver tættere mod himlen, de mødes i hastigt mobiliserede fællesskaber for at lære hinanden at kende uafhængigt af den til hver tid siddende mindretalsregerings politik eller hvem, der end forvalter magten fra Bruxelles.

Kaya Brüel oplevede det forleden, da det var særligt koldt. En bekendt tog ned til Hovedbanegården og inviterede en flygtningefamilie hjem i varmen nogle dage, indtil de vidste, hvad de skulle. Hun kan også se det, når nogle beder om hjælp og får det, på Facebook.

Fra sit kontor i Berlin kan forfatter Sissel-Jo Gazan også skimte det. For hende er det bedste, at hun ikke længere føler sig alene.

»Der er en masse højredrejning i vores samfund, en masse horisontløse mennesker, der får alt for meget spalteplads til at ytre deres utrolige menneskesyn og vise deres meget små sko frem. Men vi andre er her også, og vi er ikke ligeglade. Protestdemonstrationer trækker igen masser af mennesker, og selv om det måske ikke gør den store forskel i det store regnskab, fordi kapitalisterne fortsat er ligeglade med miljøet, og racister er og bliver racister, så er det alligevel dejligt at vide, at der er andre end mig derude, der trækker i den anden retning.«

I København bemærker Sebastian Dorset også en bevægelse mod en anden måde at være i verden.

»Vi er på vej væk fra den neoliberalistiske tankegang om, at enhver er sin egen lykkes smed og mod en ny samhørighed, hvor vi hjælper andre ud fra vores egen moral.«

Bevægelsen gælder stadig kun mindretallet.

»Men det er altid mindretallet, der driver de store forandringer,« som Dorset siger.

Vi har med andre ord fået nok. Vi er ved at brække os af passivitet og apati. Det hele er for fucked up. Vi kan ikke bare se til, mens verden fortumlet væltende vakler mod et næsten dystopisk sammenbrud i fordrevne, terror, klimaapokalypse og insulinkatastrofe. Det er derfor, nogle nu rejser sig.

»Vi venter ikke længere på, at hovedkvarteret løser situationen med klimaet, fødevarer, flygtninge, fællesskaber og det grønne i det nære, for enhver kan se, at de ikke kan,« siger Tor Nørretranders og fortsætter:

»Det pibler frem med dyrkning i byerne, Venligboerne, deleordninger og genbrug. Hver især små initiativer med et præg af det hjerteskærende naive. Men tilsammen er det en verden på vej et andet sted hen: Fra globalisering til lokalisering. Civilsamfundet rejser sig.«

Vi kan skimte afmagten forfalde bort fra blikket. For Tor Nørretranders, Kaya Brüel, Sissel-Jo Gazan og Sebastian Dorset er det, det bedste:

Vi har fået øje på hinanden i støvregnen på perronen og i sprækkerne mellem hadet og selviscenesættelsen på Facebook.