Renée Toft Simonsen: »Jeg er lidt bekymret og frygtsom af natur«

Vi skal stoppe med at kaste skyld på hinanden, mener Renée Toft Simonsen. For det kommer der alligevel ikke noget ud af. Hun er netop debuteret som manuskriptforfatter med filmen »Iqbal og den hemmelige opskrift«.

Renée Toft Simonsen. Foto: Axel Schütt. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Vi kender dig som forfatter. Hvorfor har du nu kastet dig over jobbet som manuskriptforfatter?

»Det var en udfordring. Mine Karla-bøger blev filmatiseret, og jeg læste det første manuskript igennem og gav mit besyv med. Der var nogle ting, som jeg tænkte, at jeg ville have gjort anderledes. Og så kom jeg til at tænke over, at det jo ikke var mere end 90 sider, og at det kunne jeg måske godt gøre selv. Jeg blev klogere. Så enkelt var det slet ikke, men det er jo også en dejlig ting – at blive klogere, altså.«

Hvad tænker du om at arbejde i børnenes univers?

»Det var egentlig tilfældigt, at min første film blev en familiefilm. Det var den første opgave, jeg blev tilbudt, da jeg var færdig på Filmskolen. Og bare det at få tilbudt noget, følte jeg jo var helt vildt. Men jeg er nok en barnlig sjæl. Jeg synes, der er noget vidunderligt over børn og børnenes universer. Jeg kan slet ikke forstå, at nogle tænker, det ikke er lige så fint som de voksnes. Nogle gange synes jeg, det er finere. Det rummer en umiddelbarhed og renhed. Der er også meget mere eventyr over børns verden, og når man kommer ind i voksenverdenen, bliver det meget ofte en bearbejdning af det, der skete, da man var barn. Livet er en opdagelse, man skal lære at forstå og erkende.«

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»Min anstændighed. At være et ordentligt menneske. At møde folk venligt, ærligt og åbent. At man har et moralsk kompas og ved, hvad der er rigtigt og forkert. Dermed ikke sagt, at man ikke kommer til at gøre noget forkert. Det gør vi alle sammen. Men at vide, når man gør noget forkert, og forsøge at rette det op igen. Det, synes jeg, der ligger i anstændighed, og det er rigtig vigtigt for mig.«

Hvis du kunne ændre noget ved dig selv, hvad ville det så være?

»Jeg er lidt bekymret og frygtsom af natur. Sådan en, der hele tiden tænker lidt foran og siger: »Pas nu på det, har du tænkt på det, og skulle du ikke have gjort det«. Og jeg har nogle store børn, der synes, jeg er ved at være så trættende. De ved det jo godt, og de har tænkt på det meste, de gider bare ikke lige nu. Så jeg kunne godt tænke mig at være mindre bekymret og frygtsom og kontrollerende. Og jeg vil bare sige, at jeg er i gang. Jeg arbejder på det.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Det var nok, da jeg skulle føde mit første barn. Det tog 36 timer, fra jeg startede med at få veer, hvor jeg røg ind og ud af hospitalet. Jeg var ikke forberedt på, at det gjorde så ondt. Jeg havde ikke gået til fødselsforberedelse, fordi jeg havde en indianer-agtig holdning til fødsler. Babyer er jo kommet ud i tusindvis af år, så de kommer nok ud, tænkte jeg. Men det var den der totale overraskelse, et bagholdsangreb, hvor man opdager, at det her er så smertefuldt. Det gik dog bedre med nummer to, for der vidste jeg det jo.«

Hvem er din største helt?

»Min mor, min mand og Gandhi. Haha. Min mor, fordi hun er et meget anstændigt menneske og ordentlig i ordets bogstaveligste og mest old fashioned way. Min mand, fordi han har holdt mig ud i alle de år, og fordi hans temperament må have heltestatus i vores familie. Han er altid god til at få os andre med store temperamenter til at falde ned. Og så Gandhi, helt åbenlyst, fordi han troede på det kærlige og kæmpede for det uden at miste sig selv og give køb på sine idealer.«

Hvad ser du som din største succes?

»Jeg ved ikke, om man kan kalde det en succes. Men min største stolthed og glæde er min familie, og det har ikke noget med succes eller fiasko at gøre. Det er et kærlighedsarbejde. Jeg er stolt af, at de er gode mennesker hele banden – uagtet fejl og mangler – og at vi har det godt sammen og passer på hinanden.«

Hvad er din største fiasko?

»Følelsen af kæmpe fiasko havde jeg, da jeg forlod manden til mine to første børn. Jeg var ked af, at jeg ikke fik den perfekte familie. Far og mor og børn forever med alle de samme gener. Det er jeg kommet over nu, men følelsen af fiasko var min oplevelse dengang.«

Hvis du ikke var forfatter, hvad ville du så være?

»Opdagelsesrejsende eller arkæolog. Det kunne være helt vildt sejt at komme ud i afkroge, hvor der ikke har været nogen før, og så elsker jeg også gamle ruiner og slotte. Jeg kunne vildt godt tænke mig at grave en pyramide ud. Ellers ville jeg være gartner eller forsvarsadvokat og kæmpe de uskyldiges sag. Jeg når nok ikke det hele i det her liv, men så må vi håbe, at buddhisterne har ret.«

Hvad er den mest utiltalende tendens i tiden?

»Det er det der konstante »blamegame«. Hvis skyld var det for eksempel, at der blev sagt nej til EU? Så var det Lars Løkkes, og så var det nogle andres. Det havde folk simpelthen så travlt med, og det synes jeg simpelthen er så vanvittigt. Lad os sætte os ned og tale om, hvad der skete i stedet for og acceptere og rumme, at sådan var det.«

Hvornår føler du dig mest sexet?

»Når man kan mærke andres sultne øjne. Haha. Det lyder så dumt. Men når man bliver kigget på, og man kan mærke, at nogen synes, man er sexet, så føler jeg mig også sexet.«