Peter Sommer: »Man skal »ta’ ve’« og være god mod andre«

Vi skal ikke være så bange for alting, så vi lukker os om os selv, siger Peter Sommer. Han har skrevet titelsangen til DRs nye komedieserie »Mens vi presser citronen« og er klar til at genoptage sin solokarriere.

Peter Sommer er aktuel med nummeret »Når vi presses i troen«, der er titelsang til DRs nye komedieserie »Mens vi presser citronen«. Serien havde premiere på DR2 6. december og sendes i fem afsnit. Fold sammen
Læs mere
Foto: David Leth Williams
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad kan man lære af »Mens vi presser citronen«’s kritiske blik på det perfekte parforhold?

»Parrene i serien forsøger at leve op til den der storby-spelt-perfekte måde at være i et parforhold på. De skal spise det rigtige mad, gå i det rigtige tøj og have de rigtige interesser. Det tager serien pis på og forsøger at stikke en hånd igennem. For det er umuligt. Man kan ikke nå det hele og være perfekt på alle måder, og det synes jeg, at min kone og jeg er ret gode til at huske hinanden på.«

Den gennemgående strofe i din nye single lyder: »Når vi presses i troen, rykker vi sammen i stuen.« Hvad mener du med det?

»Sangen er jo skrevet til serien, som handler om den her gruppe mennesker i 30erne og 40erne, som mærker midtvejskrisen. De bliver pludselig konfronteret med konsekvenserne af de valg, de har truffet. Den partner, de har valgt, det job, de har taget, de børn, de har fået. Sangen handler om, at vi har et behov for at være sammen med andre mennesker og tale om tingene, når vi står i sådan nogle situationer. Det er ikke kun, hvordan man har det. Lige så meget, hvordan man tager det.«

Singlen er startskuddet til at gå solo igen. Hvad er den største forskel på at være solist og at være i et tomandsband?

»Når vi laver sange med De Eneste To, er vi to forskellige personer, der begge skal kunne stå inde for alt det, vi siger med vores sange. Det er selvsagt en større udfordring, end når jeg skriver mine egne sange som Peter Sommer. Men jeg er glad for, at jeg har både De Eneste To og mit eget. Det er som om, jeg bruger den samme følelse inde i mig selv til to forskellige ting, hvilket er meget rart at tænke på, synes jeg. En spade er jo ikke bare en spade. Den kan grave dybt, og den kan bruges til at smadre det hele med.«

Hvilket karaktertræk er du gladest for hos dig selv?

»Tålmodighed, når det lykkes mig. Vi har fire børn, som er dine, mine og vores, så i det familiære er tålmodighed virkelig en vigtig egenskab, og det er det også i min karriere. Når de sange, der skal komme, ikke vil blive til noget, er man nødt til at blive i en eller anden form for tro på, at tingene nok skal tage form på et tidspunkt, frem for at presse dem frem. Ellers bliver det hele så forkrampet. Det er jeg god til at undgå. Jeg er god til at være okay med, at det ikke altid kan gå hurtigt.«

Hvad har været dit livs længste minutter?

»Jeg står ved Knudsø, som er en meget smuk sø, der ligger lidt nord for Ry. Vi er kørt på familietur med gasgrill og hele lortet og sidder der ved vandet med pizza, da min far ringer og fortæller, at min mor er blevet ramt af en blodprop i hjernen. De er på vej i ambulance fra Skagen, og han ved ikke, hvordan det vil ende. Så gik alting lidt i stå, og jeg stod der med pizzadej, børn og en højgravid kone og tænkte: Hvad fanden sker der her?«

Hvem er din største helt?

»Jeg kan godt lide den der »no bullshit-larger-than-life-attitude«, der er over Muhammed Ali. Men i mit eget nære liv er det min far. Jeg beundrer ham virkelig for at have sit hårde ydre og samtidig rumme det bløde indeni, som når han hygger sig sammen med mine børn. Det nyder jeg at se, og det er for mig at se en præstation at holde fast i og udvikle sin mere bløde side, når man er over the top i livet. Men det formår min far.«

Hvad ser du som din største succes?

»Når du siger succes, så tænker jeg karriere. Og der har min største succes nok været, da jeg i sommer vendte tilbage til min fødeby, Skanderborg, og spillede på Bøgescenen til Smukfest med De Eneste To. Vi leverede et show, som efter min mening var den scene værdig. Vi spillede fredag aften, havde vores fædre på scenen, blev hejst syngende op i en kran og krydrede det hele med et publikums-frieri. Vi havde så mange ideer, men alt klappede bare, og det blev en fest. Vores bedste koncert.«

Hvis du ikke var musiker, hvad ville du så være?

»Jeg har en tourmanager, som hedder Andreas, og jeg får sommetider at vide, at jeg træder ind over hans arbejdsområde. Og det er, fordi jeg egentlig godt kan lide det, der ligger i det job. At lave en god tidsplan, sørge for, at man tager de rigtige færger på de rigtige tidspunkter, og sikre sig, at folk har det godt og hygger sig. Derudover holder jeg meget af at køre bil og tage mennesker til steder, hvor de gerne vil hen. Det må samlet set være de fornemmeste opgaver for en tourmanager, så den kasket kunne jeg egentlig godt se mig selv have på.«

Hvad er den mest utiltalende tendens i tiden?

»Når frygt får folk til at lukke sig om sig selv og holde sig ude af gruppen og væk fra fællesskabet, så er det på en måde utiltalende eller måske bare lidt uklogt.«

Hvad er dit motto?

»Min pladeselskabsdirektør har en autosignatur på sin mail, hvor der står: »Work hard. Be nice to people.« Det falder lige ind i mit jyske sejtrækker-sind, og så har det noget yin og yang over sig, som jeg godt kan lide. At man skal »ta’ ve’« og være god mod andre. Det fortæller, hvad det hele handler om, og det kan vel ikke siges meget klarere.«