Aktier: Novo Nordisk i bund i stigende C20 - Nets i rekord

Foto: Linda Kastrup

Det danske eliteindeks åbner med en stigning på 0,4 pct. til 1179,8 i et overvejende positivt marked i regnskabssæsonens efterdønning, hvor særligt Novo Nordisk gør sig bemærket for det negative med et fald på 0,3 pct. til 297 kr., mens Nets blandt sidepapirerne er i kursrekord efter nyt om salgsprocessen.

Markedet fortsætter altså torsdagens tendenser, som bød på en stigning på 1,1 pct. til 1174,98, samt tendensen fra den anden side af Atlanten, hvor de tre toneangivende amerikanske indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, torsdag lukkede med stigninger på 0,3-1,0 pct.

Det skete, efter at USA's finansminister, Steven Mnuchin, gav et forsigtigt håb til investorerne med et løfte, om at en detaljeret plan for skattereformer er på vil til at gennemføres ved årets udgang.

I toppen af C20 Cap-indekset ligger Pandora med en stigning på 0,8 pct. til 669 kr., og den får følgeskab af Vestas og Danske Bank, som begge stiger 0,7 pct.

Værst i eliteindekset ser det ud for Novo Nordisk, der torsdag stod for indeksets største stigning med 2,3 pct. til 298 kr., og selskabet får følgeskab af TDC, der falder med 0,3 pct. til 37,12 kr.

A.P Møller-Mærsk A-aktien rører på sig med en stigning på 0,6 pct. til 12.300 kr., mens B-aktien for selskabet stiger med 0,3 pct. til 12.920 kr. Der kommer fredag nyt fra SCFI-indekset, der bruges som indikator for rateniveauet for de store containerrederier.

Uden for C20 Cap-indekset rører Nets på sig, efter selskabet fredag morgen har bekræftet forsatte drøftelser om et potentielt købstilbud, som Financial Times fredag skrev. Aktiekursen for Nets stiger med 2,3 pct. til 158 kr.

Derudover er bevægelse i Topdanmark, efter at finanshuset UBS har hævet kursmålet for aktien til 225 kr. fra 199 kr. Topdanmarks akties stiger 0,9 pct. til 246,10 kr.

/ritzau/FINANS