»Fire strømper uden fod/ En tomat så rød som blod/ Og en gammel gulerod/ Kan du få – for en krone!«.
Den musikalske remse fra DRs »Jullerup Færgeby« fra 1974 blev lynhurtigt folkeeje og har været det siden. Om sangene til Jullerups fucking fætter, den nye dukkejulekalender for voksne »Yallahrup Færgeby«, får samme status, er ikke sandsynligt og næppe heller meningen:
Musikken til »Jullerup Færgeby« var leveret med oprigtighed af den danske jazz-elite, der nok vidste at liste en melodi ind bag skallen på ungerne. Yallahrup-musikkens karakter er derimod først og fremmest satirens – udfordrende og klukkende morsom i sine portrætter af de rørende, latterlige og stakkels karakterer i det indvandrerprægede dukkesamfund, hvor selv himlen altid er sort.
Tag nu den kropslige skolelærerinde Hanne (Vibeke Hastrup): Med linjer som »Jeg lever for kunsten og erotikken/ Og mellemmenneskelighed« rammer hun plet som parodi på ravjuntaen – generationen af midaldrende, varmblodige kvinder i spraglet tøj. Pusheren Dennis’ (Vibeke Dueholm) stupide trancetechno-pastiche »Sut Min Piiiik« er ren Golf GTI, kamphund og glinsende Adidas-bukser, og så er der dømt kulsort hyggereggae med Pizzamanden fra Afrika (Kuku Agami), der i »Kath på pizza« rapper lakonisk grumt om sin status som bådflygtning: »Jeg kan ikke sove, mine dyner er så bløde/ Og dem jeg fulgtes med herop er allesammen døde«.
Homset imam
Hovedpersonen og wannabe-gangsteren Ali (Özlem Saglanmak) og hans kumpan Hassans (Hadi Ka-Koush) venskab cementeres sødt homofobisk i »Den sygeste å« (Man siger at mange bække små/ Tilsammen gir en ornli syg å/ .../ Du er den sygeste å«), og så bliver den småhomsede fundamentalist Abu Babu (Farshad Kholgi) nok et af seriens store kultobjekter med »En krammer til Osama«: »Lidt rødt på kinderne og så lidt gloss/ Det er rart at være lækker, når man skal ud og slås«. Sådan afmonterer man et skræmmebillede.
Soundtracket er, ligesom tidligere DR-satiresucceser, dybt formbevidst i sin omgang med rap, poppunk, reggae og techno. Holdet bag musikken nøjes ikke med at bryde ned i satirens navn, de hopper lystigt med på genrerne og høster af deres kvaliteter. Selv om Yallah er mere flygtig end Julle, er her langt mere at grine ad og rocke med på, så længe det varer. Både for voksne, men selvfølgelig også for børn, ligegyldigt hvad DR siger:
»Skal du ha’ lidt fjabbelade/ Skal vi køre på din snadde« – vis mig lige den 13-årige knægt, der ikke knækker fnisende sammen til poesi på det niveau.
