Tre ting der kvæler nye virksomheder

Hvorfor er det så svært for iværksættere og virksomheder at få idéer til at flyve? En ny rapport peger på de barrierer, der blokerer for nye produkters potentiale.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Danske virksomheder og iværksættere kæmper dagligt for at udvikle innovative idéer og løsninger. Men gang på gang falder idéerne til jorden, inden de når ud til potentielle kunder, og det er der flere grunde til.

Ifølge en ny rapport udarbejdet af Erhvervsstyrelsens Markedsmodningsfond, er der særligt tre centrale barrierer, som dræber nye løsninger.

Først og fremmest er træghed i markedet med til at hæmme vækstpotentialet i virksomhederne. Virksomheder undervurderer kundernes parathed til at investere i nye innovative løsninger, og det forsinker udrulningen af nye produkter og løsninger.

»Rigig mange virksomheder oplever, at det er betydeligt sværere, end de havde regnet med, at komme fra det punkt, hvor de føler, de har et færdigt produkt, som markedet burde kaste sig over, til det punkt, hvor kunderne for alvor begynder at købe produktet,« siger formand for Markedsmodningsfonden, Carsten Bjerg.

Formanden, der tidligere har stået i spidsen for Grundfos, forklarer, at virksomhederne undervurderer den udfordring, fordi mange ikke prioriterer den forretningsmæssige del af projekterne højt nok.

»De har haft rigtig meget fokus på at udvikle en idé, som er grundlaget for virksomheden, men de har ikke brugt tilstrækkeligt meget energi til at finde ud af, hvordan produktet skal afsættes,« siger han og fortsætter:

»Rigtig mange bliver overrasket over, at kunderne ikke står i kø, når de er klar med deres fantastiske produkt. Jeg tror, det er der, vi kan gøre allermest.«

Den anden barriere, mange virksomheder møder, er den begrænsede adgang til ekstern finansiering. Ifølge rapporten er det særligt højinnovative virksomheder, som har svært ved at få kapital udefra, og det begrænser potentialet væsentligt.

Den tredje forhindring er mangel på strategisk ledelse og kommercielle kompetencer, og her skal virksomhederne og iværksætterne i høj grad selv stramme op, mener Carsten Bjerg.

»En af forudsætningerne for at komme i betragtning til vores midler er, at virksomhederne indsender en forretningsplan. Allerede der tror jeg, en stor del af virksomhederne bliver udfordret,« siger han og tilføjer, at virksomhederne selv skal sørge for at få styrket kompetencerne særligt inden for det kommercielle område.

»Vi kan ikke gøre det for dem. Vi er sat i verden for at inspirere og give små skub og støtte. Det er ude i virksomhederne, tingene skal ske,« siger han.

Rapporten 'Når Nye Løsninger skal på Markedet' er udarbejdet af Markedsmodningsfonden, som arbejder på at optimere innovative virksomheders tilgang til markedet. Fonden er sat i verden for at skabe vækst og beskæftigelse, og der er afsat 135 millioner kroner årligt fra 2013 til 2015.