Sundhedsindustrien frygter regeringsskifte

Politikernes spareiver på sundhedsområdet kan gå ud over en af Danmarks vigtigste vækst- og eksportindustrier.

Ida Sofie Jensen, direktør i Lægemiddelindustriforeningen, frygter, at en regering ledet af Socialdemokraterne og SF vil betyde, at flere års arbejde fra industriens side for at få sat styrkede vækstvilkår for danske sundheds- og velfærdsvirksomheder på dagsordenen vil være tabt. Fold sammen
Læs mere

Midt i valgkampen er de danske medicinalselskaber, medicoindustrien, biotekbranchen og IT-branchen gået sammen om et fælles opråb til politikerne.

Stop den ensidige fokus på besparelser og discountløsninger i sundhedssektoren og se investeringer i ny medicin, ny teknologi og IT og ikke mindst forskning og uddannelse på sundhedsområdet som en investering i fremtiden, der både vil kunne skabe bedre patientbehandling, en mere effektiv sundhedssektor og styrke danske virksomheders vækstmuligheder, lyder opfordringen i et fælles vækstudspil, som indeholder konkrete forslag til politikerne.

»I valgkampen har der været stort fokus på besparelser og effektiviseringer. Der tænkes kortsigtet, og det meste handler om antal ansatte, mens der tales meget lidt om, hvordan man kan bruge ny teknologi til at løse sundhedssektorens problemer og samtidig skabe bedre rammevilkår for én af landets vigtigste vækstindustrier,« siger Ida Sofie Jensen, direktør i Lægemiddelindustriforeningen.

Hun frygter, at en regering ledet af Socialdemokraterne og SF vil betyde, at flere års arbejde fra industriens side for at få sat styrkede vækstvilkår for danske sundheds- og velfærdsvirksomheder på dagsordenen vil være tabt. Arbejdet kulminerede i juni i år, da Sundhedsministeriet og Økonomi- og Erhvervsministeriet præsenterede vækstplanen Sund Vækst.

Væsentligt for eksporten

Mens Lægemiddelindustriforeningen ikke kan lægge skjul på sin bekymring for en mulig S-SF regering, retter Medicoindustrien, der omfatter virksomheder, der levere medicinsk udstyr og teknologi, sin appel mere generelt til politikerne og ser ikke umiddelbart de store ændringer ved et regeringsskifte.

»Erhvervspolitisk er det svært at sige noget sikkert om, hvad der sker efter et eventuelt regeringsskifte. Rød blok har tydeligt sagt, at den vil satse på bestemte vækstområder som sundhed og velfærd, grøn teknologi og biotek. Det vil blå blok vel også, men her er lidt mere slør. Den har sagt, at de ikke vil vælge nogle bestemte områder, men regeringen har samtidig signaleret vilje til at gøre noget for sundhedsindustrien med vækststrategien Sund Vækst,« siger Jens Kristian Gøtrik, direktør i Medicoindustrien.

Danmark hører til blandt de lande i verden, der har den største medicinal- og medicoindustri målt som antal ansatte i forhold til antal indbyggere, og det bidrager i høj grad til den danske eksport.

Sidste år eksporterede medicinalindustrien for 52 milliarder kroner, og lægemidler er i dag Danmarks største eksportvare med ti procent af den samlede eksport. I år ventes eksporten at nå 60 milliarder kroner. Medicoindustrien eksporterede i 2010 for 18 milliarder kroner.

Sundhedsindustrien taber terræn

Alligevel oplever sundhedsindustrien, at den er under voksende pres. Selv om efterspørgslen på ny sundhedsteknologi vokser, rammes industrien af stigende pres på sundhedsudgifterne. Og de danske virksomheder bliver tilsyneladende ramt hårdere end andre. En analyse fra DI Indsigt viser således, at den danske sundhedsindustri har tabt markedsandele på det vigtige europæiske marked i perioden 2000 til 2010. Det er især medicinalindustrien, der har tabt terræn.

Herhjemme er det også især medicinalindustrien, der føler sig presset, fordi der i stigende grad bliver sat spørgsmålstegn ved de høje priser, som industrien tager for ny medicin. Myndighederne er i øjeblikket i gang med at gennemgå medicintilskuddene behandlingsområde for behandlingsområde. Sidste efterår blev tilskuddet til flere nyere, dyre blodtrykssænkende lægemidler således fjernet, hvilket sparer det offentlige og patienterne for et trecifret millionbeløb, mens omkring 300.000 danskere har måttet skifte medicin.

Det har blandt andet ramt schweiziske Novartis, som har måttet fyre et antal medarbejdere, oplyser selskabets danske lande-direktør, Peter Drøidal.

Også Lundbeck har oplevet af få sin depressionsmedicin gennemgået, men her blev tilskuddet opretholdt. Det var en gennemgang, som havde stor bevågenhed hos selskabets topchef Ulf Wiinberg.

»Det var en enorm vigtig beslutning for os, at vi fik lov at beholde tilskuddet. Selv om vi eksporterer omkring 99 procent af vores produktion, er hjemmemarkedet meget vigtigt for os. Hvis ikke hjemmemarkedet anvender vores innovative produkter, lægger kunderne i udlandet mærke til det. Vi er også imod, at man betaler for meget for medicin, der ikke har tilstrækkelig effekt. Men det er vigtigt, at man opmuntrer til at få skabt den innovation, som er afgørende for patienterne og for, at industrien fortsat kan vokse,« siger Ulf Wiinberg.B