Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
- Nørresundby Bank har selv åbnet lidt op for konsolideringsdrøftelser ved at starte diskussioner om en fusion med Nordjyske Bank. Vi har i en længere periode gerne villet have haft denne dialog med Nørresundby Bank, men har ikke kunnet få det. Nu er muligheden kommet qua fusionsdrøftelserne med Nordjyske Bank, siger Lasse Nyby, administrerende direktør i Spar Nord, til Ritzau Finans.
Ifølge direktøren har holdningen i Nørresundby Bank været, at man ønskede at drive banken videre som en selvstændig bank. Selvom Spar Nord sidder på 55 pct. af aktierne i Nørresundby Bank, har banken kun 11 stemmer på generalforsamlingen. Banken har måttet erkende, at dens muligheder har været begrænsede, hvis de ikke var i overensstemmelse med Nørresundby Banks ledelses.
- Her åbner fusionsdrøftelserne med Nordjyske Bank jo lidt op for vores muligheder, så det også er legalt for os at tænke i denne her retning, mener Lasse Nyby.
Dagen efter, at Nørresundby Bank meddelte om fusionsplanerne med Nordjyske Bank, blev Spar Nord orienteret om det af Nørresundby Banks bestyrelse, og siden har de to banker ifølge Lasse Nyby haft en løbende dialog. Nørresundby Bank har haft et behov for at vide, hvordan Spar Nord forholdt sig til fusionsplanerne, og Spar Nord har ikke været synderligt begejstret for idéen.
- Vi meldte ret klart ud fra starten, at det ikke var vores livret, at det skulle køre den vej, og at vi også var nødt til at se på, hvordan vi varetog vores interesser bedst muligt. Sådan kan man godt have forskellige synspunkter og alligevel have en fornuftig dialog, fortæller Lasse Nyby.
Selvom købstilbuddet fra Spar Nord altså ikke er anbefalet af Nørresundbys bestyrelse, tror Lasse Nyby ikke, at Nørresundby Banks ledelse er synderligt overrasket over, at det er gået den vej.
- Jeg tror ikke, at det kommer som en stor overraskelse, at det her kunne være en af udgangene på den dialog, vi har haft. Men vi har ikke haft en så tæt dialog, at det her er et anbefalet tilbud, siger Lasse Nyby og tilføjer, at Nørresundby Banks bestyrelse har to uger efter det officielle tilbudsdokuments offentliggørelse til at fortælle, hvad den mener om tilbuddet fra Spar Nord.
Man skal ifølge Lasse Nyby ikke regne med, at Spar Nord vil bruge alle fire uger på at offentliggøre det officielle tilbudsdokument. Banken vil komme med det, så hurtigt den nu kan. Spar Nord er i gang med at skrive på det, men lige hvornår det kommer ud, tør bankens topchef ikke at sige.
Selve tilbuddet betegner Lasse Nyby som "rigtigt godt", hvilket måske ikke er så overraskende. Spar Nord kan ifølge topchefen levere det samme som Nordjyske Bank i forhold til beslutninger, der træffes lokalt, og et hovedsæde, der er placeret i Aalborg. Dertil kommer selve købstilbuddet, som svarer til 425 kr. per aktie, og alene det er et rigtigt godt tilbud, anfører han.
- Derudover lægger vi op til, at banken kører videre som selvstændig bank i de kommende tre år, og det vil sige, at man på kundesiden overhovedet ikke vil opleve nogen forandring fra dette her tilbud i forhold til en fusion. I og med at Nørresundby Bank kører videre som en selvstændig enhed, vil behovet for medarbejderreduktioner desuden være begrænset, siger Lasse Nyby og tilføjer:
- Så vi synes samlet set, at vi fremsætter et rigtigt attraktivt tilbud både for aktionærer, kunder og medarbejdere. Vi har selvfølgelig også vores aktionærværdier at beskytte forstået på den måde, at vi ejer 55 pct. af aktierne i Nørresundby Bank, og vi skal jo også se på, hvordan vi får mest ud af dem. Det synes vi, at vi gør, hvis det er os Nørresundby Bank fusionerer med frem for Nordjyske.
Lasse Nyby fastholder, at Spar Nord ikke ønsker at haste noget i gennem. Nørresundby Bank har nogle meget tilfredse kunder, og selv står Spar Nord Bank over for et stort projekt med at skifte datacentral. De to ting taler ifølge direktøren for, at der skal gå nogle år, før man skal forholder sig til, hvordan man bedst får skabt de synergier, der bør være mulighed for at skabe ved en fusion.
Spar Nord har tidligere meddelt, at banken skifter fra SDC til BEC i løbet af 2016, og inden ændringerne er fuldt på plads, er det blevet 2017, lyder meldingen.
Nørresundby Bank og Spar Nords kundefokus er ifølge Lasse Nyby stort set identisk. De to banker har næsten de samme produkter på hylderne, om end Spar Nord har lidt flere til erhvervskunder.
Geografisk er der også et overlap. Man kan sige, at Nørresundby Bank dækker en delmængde af Spar Nords område, og det kan på sigt måske give
muligheder for at lægge afdelinger sammen.
- Det er da også nogle ting, som vi vil overveje, når vi komme længere ud af banen, om der kunne være noget fornuft i det. Men qua vores it-konverteringer, så har vi faktisk god tid til at overveje det, og god til at lave de tilpasninger, der kunne laves, hen ad vejen. Derfor kommer der ikke til at ske noget dramatisk her og nu, fastslår Lasse Nyby.
/ritzau/FINANS