Rædselsregnskab fra norske Statoilhydro

Det gigantiske norske olieselskab Statsoilhydro gik fra at tjene 1,3 milliarder kr. om ugen efter skat i andet kvartal sidste år til at tjene næsten ingenting i andet kvartal i år. Det skyldes ikke mindst en effektiv selskabsskat på 99,9 pct. i andet kvartal.

Foto: Brian Bergmann/Scanpix. Norske Statoilhydro, der også er aktive i Danmark, betalte i andet kvartal ikke mindre end 99,9 pct. i selskabsskat.
Læs mere
Fold sammen
Olieselskaber over hele verden er blevet hårdt presset af at olie- og gaspriserne er faldet markant fra sidste års rekordniveauer.

Men det er dog de færreste, der som norske Statoilhydro må se overskuddet efter skat falde fra 18,9 milliarder norske kr., eller godt 16 milliarder danske kr., i andet kvartal sidste år, til mikroskopiske 77 mio. norske kr. i andet kvartal i år.

Selvfølgelig gør det ondt, når oliepriserne falder med 40 pct. og naturgaspriserne med 18 pct., hvilet da også fik Statoilhydros omsætning til at falde med 39 pct. fra 170,6 milliarder norske kr. til 104,6 milliarder norske kr. Men trods alt fik Statoilhydro et driftsresultat på 24,3 milliarder norske kr.

Skatteprocent på 99,9
Driftsresultatet var 61 pct. mindre end de 62,6 milliarder norske kr. olieselskabet tjente i andet kvartal af 2008, men det var som forventet af analytikerne.

Til gengæld skulle Statoilhydro betale solide 19,5 milliarder norske kr. i selskabetsskat af et resultat før skat på, ja, lige godt 19,5 milliarder norske kr.

Tilbage var sølle 77 mio. kr., og en effektiv skat på 99,9 pct.

Olieselskabets topchef, Helge Lund, beroligede dog investorerne med at selskabet ikke mener at skatteprocenten er repræsentativ for hvad Statoilhydro i sidste ende skal betale i skat. Den uhyggeligt høje skat hænger blandt andet sammen med at selskabet i praksis er gået fra at bruge norske kr. til dollar internt, men skatten skal naturligvis stadig betales i norske kr.

Statskassen skummer fløden
I øvrigt bliver den beregnede skatteregning i praksis blot sendt fra den ene hånd til den anden. Den klartt største aktieejer i Statoilhydro er nemlig den norske stat, der kontrollerer 67 pct. af selskabet.

Statoilhydro regnes for verdens største offshore olieselskab, og kontrollerer omkring 80 pct. af den norske olie- og gasproduktion. Selskabet er resultatet af en fusion mellem det tidligere fuldt statsejede Statoil og det langt mindre Norsk Hydro.

For at gøre forvirringen om olieselskabets regnskab komplet, så har Statoilhydro også beregnet det "underliggende resultat", som er justeret på en række områder. Ifølge den opgørelse tjente selskabet 29,2 milliarder norske kr. i andet kvartal i år, 48 pct. mindre end i samme periode sidste år.