Microsoft på udkig efter ejerandel i Dell

Softwaregiganten overvejer at investere i PC-producenten Dell for at få direkte adgang til at lægge styresystemet Windows 8 ind på nye computere.

Dell kan i sidste ende blive afnoteret fra børsen, hvis Microsoft sætter ind med et stort aktieopkøb. Fold sammen
Læs mere
Foto: SHANNON STAPLETON

Microsoft ligger i forhandlinger om at investere mellem 1 og 3 milliarder dollar i PC-producenten Dell. Trækket kan i sidste ende betyde, at Dell tages af børsen i New York, skriver CNBC.

Hvis Microsoft får held med forehavendet, vil det give softwareselskabet en ejerandel i Dell på mellem 4 og 13 procent.

En investering i Dell vurderes at give strategisk mening. Microsoft har investeret kraftigt i Windows 8, men PC- og tablet-salget har ikke levet op til forventningerne hidtil - og det er især i den lave ende af laptop-markedet, hvor konkurrencen med Apples iPad sætter en stopklods for Microsofts drømme.

Hvis Dell kommer direkte under softwaregigantens indflydelse, kan Microsoft presse Dell til at producere enheder med Windows 8 som styresystem.

- Jeg tror, Microsoft har identificeret dette som et problem og nu forsøger at få mere indflydelse over udviklingen. Det er klart, at Microsoft ønsker at være mere aggressive i forhold til at kontrollere og implementere hardware-systemer til PCer, siger analytiker hos IDC Al Hilwa ifølge CNN Money.

Microsofts strategi er tydeligvis at få produceret første PC i eget design. Men at få indflydelse på Dells forretninger kan også give Microsoft mulighed for at afvise rivaler, vurderes det.

Dells tablet-PCer kører udelukkende med Windows 8, mens hvis salget ikke er kommet rigtig i gang i løbet af et halvt år, kan det få Dell til at gå på udkig uden for Windows styre-systemer. Det er set før, da Dell valgte at skifte til Googles Android-system til koncernens Streak linje.