Google truer Nokia på telefonen

Om fire år kan internetgiganten vippe finnerne af pinden på mobilområdet, hvor Google Android på kort tid er blevet umådeligt populær.

Googles Android-styresystem breder sig med lynets hast og rykker nu også ind på tavle-PCerne - senest Samsungs Galaxy Tab (billedet). Foto: Odd Andersen, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere

Googles entré på mobilmarkedet er blevet så stor en succes, at internetgiganten måske allerede i 2014 kan slå finske Nokia af tronen.

Det spår analysehuset Gartner, som følger markedet tæt. Android-softwaren, der bruges som styresystem på rigtigt mange nye, avancerede mobiltelefoner, vil allerede i år slå både Apple, Microsoft og Blackberry af pinden som det mest brugte, og forventeligt vil Android i 2014 ligge på 30 procent af alle solgte mobiltelefoner. Gartner anslår, at Nokias Symbian-software i 2014 vil ligge på en markedsandel på 30,2 procent mod Androids 29,6 procent.

Læs også: Nokias iPhone-udfordrer endelig på vej

Android har på rekordtid opnået en kolossal udbredelse, især fordi det er gratis og kan tilpasses mobilproducentens udstyr. Populære modeller som Sony Ericssons X10 og X10 Mini, HTC Android, Samsung Galaxy S og mange flere har båret Android fremad, og i løbet af de kommende måneder kommer også en række mindre dyre telefoner, der vil styrke Androids position.

Netop markedet for mobiltelefonsoftware er blevet valplads for teknologiselskaberne. Folk bruger nemlig stadig oftere telefonen til at gå på nettet, lytte til digital musik og spille spil.

Google er verdens største internetselskab. Google Android har siden oktober 2008 været i brug på mobiltelefoner, og der sælges hver dag flere end 200.000 Android-telefoner fra HTC, Motorola, Sony Ericsson, Samsung m.fl.

Læs også: Første virus på Android

Softwaremarkedet er vigtigt, fordi det kan sikre Google yderligere reklameindtægter.

Gartner spår, at Apple vil nå en global markedsandel på 17,1 procent i 2011 men gå tilbage til 14,9 procent i 2014. Blackberry, der produceres af canadiske Research In Motion (RIM), vil falde fra 19,9 procent i år til 11,7 procent i 2014, mens Microsoft vil gå tilbage fra 8,7 procent i 2009 til 3,9 procent i 2014 trods frigivelsen af den nye Windows Phone-software, en kraftig ansigtsløftning til den nuværende og udskældte Windows Mobile.