Det blev ... en ny telefon!

Selv om nyheden var lækket og bogstaveligt skilt ad på forhånd, fik Apple-stifter Steve »Gud« Jobs alligevel stående bifald, da han fremviste Apples nye udgave af iPhone-mobiltelefonen.

Rolig, folkens, I får jeres nye telefon! Apple-stifter Steve Jobs lancerede nyeste udgave af iPhone-telefonen, der skal blive en succes, fordi den udgår en betragtelig del af Apples omsætning. Foto: Robert Galbraith, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Massehysteriet kan fortsætte: Apple er klar med en ny mobiltelefon.

Ikke overraskende var det en ny model af Apples iPhone-mobiltelefon, iPhone 4 (uden -G til sidst), som den (som altid) rullekrave- og cowboybukseklædte topchef, Steve Jobs, viste frem, da han mandag aften klokken 19 dansk tid til stående klapsalver betrådte scenen på Apples udviklerkonference i San Francisco, USA, for at fortælle om »det største spring siden den originale iPhone«.

Læs mere: Berlingske prøver den nye iPhone

iPhone 4 i rustfrit stål er 24 procent tyndere end den nuværende iPhone 3GS 4eren er 9,3 mm tyk), er hurtigere, med et kamera på forsiden til videokonferencer, med længere batteritid og med en bedre skærm.

Konkurrenterne i hælene på Apple

Apple satte - igen - scenen, denne gang for avancerede mobiltelefoner, da den første iPhone kom i juni 2007. Men navnlig det seneste halve år er konkurrencen blevet skærpet betydeligt i takt med, at producenter som amerikanske Motorola, taiwanesiske HTC og japansk-svenske Sony Ericsson har leveret nye modeller med Googles styresystem Android, der forsøger at overgå iPhonens styresystem - og med en vis succes:

Android-telefonerne overhalede Apple på hjemmemarkedet i USA i 1. kvartal 2010 med en markedsandel på 28 procent mod Apples 21 procent.

Læs også: iPhone 4G har skyhøj opløsning

Apple har opdateret iPhone-telefonen hvert år siden premieren, men først i juli 2008 kom 3G-modellen, der kunne koble sig på de nye mobilnet og dermed overføre data i rimelig hastighed. Den fik en lidt slankere søster i juni 2009, iPhone 3GS.

iPhone er 40 procent af Apples omsætning

Der er solgt flere end 50 millioner iPhone-telefoner siden begyndelsen, men der er stadig rigtigt langt op til den finske mobilkonge, Nokia. Nokia havde ifølge analysehuset Gartner sidste år 41,1 procent af markedet for avancerede mobiltelefoner, Apple havde 14,4 procent.

Men iPhonens succes er blevet stadig vigtigere for Apple. Salget udgør nemlig hele 40 procent af Apples omsætning og dermed mere end salget af Macintosh-computere.

Læs også: Apple-event punkteret af iPhone-bommert

De to første iPhone-modeller, 2G og 3G, kan ikke opgraderes til den nyeste udgave af Apples styresystem, iPhone OS4, som kommer til iPhone og iPod-musikafspillerne til sommer og til den armholdte iPad-computer til efteråret; den kommer i øvrigt til Danmark i august. Version 4 kan bl.a. have flere programmer i gang samtidig, og man kan trække programmer ned i mapper m.m. Derfor satser Apple på, at nyskabelserne vil betyde, at mange køber en ny telefon.

Nyheden lækket før tid

Noget af den vanlige glans gik af Steve Jobs' store show, da en virksom men ikke fuldt færdig udgave af den nye iPhone-telefon i april blev købt af det amerikanske teknologinetsted Gizmodo, som skilte den ad og bragte beskrivelser og billeder af den.

Efterfølgende greb Steve Jobs selv ind og kontaktede redaktøren for at få telefonen udleveret. Siden blev journalistens bopæl ransaget af politiet, der beslaglagde kameraer, telefoner og computere - noget, der ikke ligefrem bidrog til Apples popularitet.