Apple-event punkteret af iPhone-bommert

Næste version af iPhonen er allerede afsløret - og der er ikke udsigt til ret mange andre overraskelser til mandagens Apple-event. Men Apples CEO, Steve Jobs, kan overraske.

Foto: Foto: Gizmodo.com
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er efterhånden flere spionfotos af den næste generation af Apples iPhone, end der er paparazzi-billeder af Britney Spears i byen uden trusser, og dermed bliver det overordentlig svært for Apples CEO Steve Jobs at overraske, når han mandag aften dansk tid går på scenen til Apples udviklerkonference i USA.

Læs også: iPhone 4 fundet på bar

Allerede for over en måned siden kom teknologimediet Gizmodo i besiddelse af en iPhone-prototype, som en Apple-ansat havde tabt på en bar, og siden er det væltet ud med billeder af den næste generation iPhone, som Apple altså ikke selv har bekræftet endnu. Mens de første billeder viste en sort og meget kantet iPhone med en flad bagside, er der nu også dukket billeder af en hvid iPhone op på nettet. Og afsløringerne fortsætter.

Næppe markedsføring

I begyndelsen gik spekulationerne på, at det måtte være et snedigt udtænkt markedsføringstrick at tabe en iPhone-prototype på en bar, og at det givetvis slet ikke var den iPhone, som Apple faktisk havde tænkt sig at lancere. Sandsynligheden for at den teori er rigtig bliver dog mindre og mindre, efterhånden som der dukker nye billeder op fra alle afkroge af verden.

Læs også: Kampen mellem Google, Apple og Microsoft

På forhånd har Apple afsløret næste version af iPhone-softwaren, iPhone OS 4.0 - og medmindre Steve Jobs har helt uforudsete overraskelser i ærmet, må det konstateres, at iPhone i dag er blot en blandt mange bud på en avanceret smartphone. Den konkurrerende Android-platform, der er orkestreret af Google, har det seneste års gennemgået så mange opdateringer, at den efterhånden stillestående iPhone-platform må se sig overhalet, og iPhonen ligner fortsat sig selv, altimens særligt HTC lancerer den ene lækkert designede telefon efter den anden.

Prototype uden revolutioner

Den iPhone-prototype, som Gizmodo kom i besiddelse af, var blevet deaktiveret og virkede derfor ikke, men på den fysiske telefon så det ud til, at iPhonen nu får et kamera på fronten, bedre kamera og blitz - og så et større batteri med bedre batteritid. Det vil givetvis glæde Apples fans, men ingen af disse funktioner af på nogen måde nye.

Tværtimod har selv billige og simple mobiler i dag både blitz og kamera til videosamtaler på forsiden. Derimod er det ganske givet, at Apples næste version af iPhonen vil cementere selskabets position som producent af markedets mest brugervenlige smartphones, og det har Apple hidtil haft så meget succes med, at det på får år har indbragt selskabet et par procent af det globale marked for mobiltelefoner, hvor Nokia fortsat er den almægtige konge.

Måske andre Apple-dimser

Det er sandsynligt, at Apple vil benytte lejligheden til en generel opdatering af flere af selskabets PC-linjer, hvoraf hovedparten ikke har været opdateret længe. Mere overraskende vil det dog være, hvis Apple - som rygterne siger - også har i sinde at relancere mediestreameren Apple TV, der sluttes til fjernsynet og herefter kan bruges til at leje film fra nettet. Der tales om, at Apple arbejder på en ekstremt prisbillig og meget lille enhed, som kan koste under 1000 kroner.

Desuden vil næste version af iPhones software også være interessant for iPad-ejerne, da det er en modificeret udgave af iPhone-softwaren, der kører i iPad. Rundt omkring i smartphone-branchen er der sket flere afgørende nyheder, altimens iPhonen er forblevet uændret. Dels er Google sprunget ud som telefonfirma med mobilen Nexus One, dels har HTC (der i øvrigt producerer Nexus One, red), sat turbo på lanceringen af nye modeller baseret på Googles Android-system og dels har HP købt Palm og dermed også Palms Web OS-mobilsoftware, der har en lækkerhedsfaktor, som modsvarer både Googles Android og Apples iPhone.

Microsoft vil være med

Samtidig har Microsoft erklæret, at de ikke vil forlade banen uden kamp - og selv om selskabets Windows Mobile-platform har set faldende markedsandele, har Microsoft alligevel lanceret to meget spøjse telefoner kaldet Kin, og derudover lagt sig i selen med Windows Phone 7-mobilsoftware, der forventes at være klar til sommer og yde iPhonen kamp til stregen. Apple overhalede dog fornylig Microsoft i værdi, og meddelte kort efter, at det var lykkedes at sælge to millioner iPad på blot to måneder.