Bankforsker skyder advarsel ned: Isen på Nord- og Sydpolen smelter ikke samtidig

Bank- og Realkreditsektoren varsler nu prisstigninger på boliglån, hvis Basel-komitéens forslag til kapitalkrav gennemføres. Men det er højst usandsynligt, vurderer professor.

Foto: Jens Nørgaard Larsen.
Læs mere
Fold sammen

Det kan blive en dyr affære for danske boligejere, hvis kapitalkrav til bank- og realkreditsektoren gennemføres.

Sådan lyder advarslen nu fra Finansrådet, Realkreditrådet og Realkreditforeningen, der har regnet sig frem til, at mulige kommende krav fra Basel-komitéen vil koste sektoren 130 milliarder kroner. Det er 45 milliarder kroner mere, end hvad Finansrådet tidligere har meldt ud.

Men nu møder advarslen kritik fra seniorrådgiver på Institut for Økonomi og Ledelse ved Aalborg Universitet Lars Krull. Han vurderer, at realkreditten slet ikke vil overleve, hvis så høje kapitalkrav bliver vedtaget.

»Det her svarer til, at man regner på, hvor høj vandstanden vil være, hvis alt is på nordpolen og sydpolen smelter samtidig. Så vil vi da være i enorme problemer, men hvad er sandsynligheden for det? Hvis vi får de her høje prisstigninger og kapitalkrav, så er det slut med dansk realkredit,« siger han.

Ifølge Finansrådets beregninger vil boligkunder opleve en gennemsnitlig prisstigning på 4000 kroner pr. lånt million, hvis sektoren skal rejse 130 milliarder kroner. Som den første varslede Nykredit i foråret stigende bidragssatser med henvisning til de øgede kapitalkrav fra Basel-komitéen. Siden har Nordea Kredit og Realkredit Danmark også hævet priserne på boliglån. Kun BRFKredit afventer de endelige kapital, der forventes at træde i kraft i 2021.

Lars Krull kalder det en »styrke« over for Basel-komitéen, at Finansrådet, Realkreditrådet og Realkreditforeningen er gået sammen i en fælles udmelding, men understreger, at sektoren er »gået til vaflerne« i deres beregninger.

»De lader alt is på Nord- og sydpolen smelte samtidig. Det er et meget usandsynligt scenarie. Det er klart, at det bliver nemmere at få prisstigninger igennem, som er moderate, når man i virkeligheden på sigt truer med noget, der er endnu værre,« siger han.