ATP glæder sig over sin TDC-investering

ATPs ejerandel i teleselskabet TDC har været en rigtig god forretning.

Bjarne Graven Larsen, fondsdirektør i ATP, fotograferet under TDC's ekstraordinære generalsforsamling 28 februar 2006 i København, hvor en afnotering blev drøftet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Keld Navntoft

Det fortæller fondsdirektør i ATP Bjarne Graven Larsen til RB-Børsen.

- Siden TDC blev overtaget af kapitalfondene har vi igennem årene fået en række udbytter, og med kombinationen af den kurs TDC handles til nu, og de udbytter, vi har fået, så har det været en rigtig god forretning, siger han.

Meldingen kommer efter, at TDC har udsendt en meddelelse om, at teleselskabets ejere har udpeget et konsortium af nordiske og internationale banker til en "gennemgang af strategiske alternativer".

Det kommer ikke bag på Bjarne Graven Larsen.

- Der er blevet taget nogle skridt før, som kun kan tolkes som et salg eller en børsnotering. Det, at TDC er til salg og kapitalfondene skal af med deres ejerandel, er ikke nogen overraskelse, fortæller han.

ATP ejer over 5 pct. af aktierne i teleselskabet. Men Bjarne Graven Larsen kan endnu ikke oplyse, om ATP vil øge sin ejerandel, hvis TDC bliver børsnoteret.

- Om vi vil købe yderligere, fastholde eller sælge nogle af vores aktier, hvis der bliver en introduktion på børsen, det kommer helt an på de konkrete omstændigheder og hvilken pris, der bliver fastsat. Det mindst sandsynlige er nok, at vi øger vores ejerandel, men jeg vil ikke udelukke noget, siger Bjarne Graven Larsen.

RB-Børsen