"Den strategiske gennemgang vil måske/måske ikke føre til et salg af hele eller dele af aktionærens aktiepost i TDC A/S eller en anden strategisk transaktion. Der er ingen vished for hvornår, et sådan salg vil finde sted, i fald det overhovedet finder sted," hedder det i en kort fondsbørsmeddelelse fra TDC.
"Vi har udsendt en fondsbørsmeddelelse som reaktion på rygter i markedet," tilføjer pressechef i TDC, Lasse Bastkjær Jensen.
Aktiemajoriteten i TDC blev for nogle år siden købt af Angel Lux Common S.A., som er et selskab kontrolleret af kapitalfonde rådgivet af Apax Partners LLP, The Blackstone Group, Kohlberg Kravis Roberts & Co., Permira Advisers KB og Providence Equity LLP.
TDC forblev dog noteret på Københavns Fondsbørs, fordi først og fremmest ATP nægtede at sælge til de amerikanske kapitalfonde.