Arla lukker lille øko-mejeri

Som en konsekvens af Arla Foods store spareplan lukker mejerikoncernens nu det lille gourmet-mejeri Borup. Mejeriet er bedst kendt for at levere mælk til Irma.

Foto: Martin Rasmussen
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Arla Foods dropper nu tankerne om at lave Borup mejeri ved Roskilde om til et gourmetmejeri. Borup Mejeri skal i stedet være lager, mens produktionen baseret på syv mio. kg økologisk mælk fra syv ejendomme i Nord- og Vestsjælland flyttes til Slagelse Mejericenter, oplyser selskabet.

Beslutningen koster 30 ansatte i Borup jobbet.

»Vi må desværre indse, at tiden ikke er til luksusprodukter. Vi mærker lige nu, at forbrugerne i Danmark og udlandet vælger billigprodukterne til og vælger de dyrere højkvalitetsprodukter fra. Derfor vil det ikke være muligt for os at få en god økonomi ud af at lave gourmet mejeri i disse tider,« siger Arla Foods’ mejerichef i Borup, Lars Poulsen.

Mistede mulighed
Beslutningen om at indstille produktionen på Borup Mejeri er en del af de massive omkostningsbesparelser, som Arla Foods har annonceret. Der skal spares 1 mia. kr. i år, og 250 ansatte i Danmark og udlandet afskediges, mens 50 ledige stillinger nedlægges. Det gælder især funktionærstillinger

»Det er frygteligt ærgerligt, det her. Ligesom medarbejderne og mejeriets mælkeproducenter havde jeg personligt glædet mig meget til at komme i gang med at producere gourmetprodukter. Da vi overtog mejeriet sidste sommer, lå der masser af spændende muligheder foran os som nichemejeri, men tiderne har skiftet voldsomt og hurtigt. Selv om det her er et nødvendigt skridt, er jeg meget ked af at måtte lægge et projekt, som alle virkelig har brændt for, tilbage i skuffen,« siger Lars Poulsen.