»Der findes ikke så få politikere, der forveksler egensindighed med styrke.«
Sådan lød ordene fra Aldo Moro, mens han endnu var aktiv i italiensk toppolitik, og hans udsagn popper op i forbindelse med den sidste store satsning fra de to tidligere radikale politikere, Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll.
I dagens udgave af Berlingske Tidende har de skrevet en programerklæring. De erklærer først, at de liberale kræfter i Danmark nu er blevet samlet efter, at Ammitzbøll er sprunget fra Borgerligt Centrum. Og derfra udfolder de et program, som bl.a. handler om, at de vil befri danskerne fra skattefars grådige hånd og fra ”Big Mothers løftede pegefinger”.
De mener, at danskerne er blevet reduceret til børn, der betaler over halvdelen af indkomsten til skattefar og må nøjes med de lommepenge, der er tilbage.
Ifølge de to politikere bestemmer ”Big Mother”, hvad danskerne må putte i munden, hvornår de må gå i Brugsen og hvilken type lommekniv, de må gå med.
De ønsker at få sat grænser for politik, og vil have at politikerne koncentrerer sig om tre hovedopgaver - nemlig reformer af velfærdssamfundet for at kunne finansiere bedre miljø, sundhed og uddannelse. De vil også have løftet kerneydelser som sygehusbehandling og undervisning. Og endelig skal de mest udsatte borgere hjælpes bedre.
Set i et historisk perspektiv rummer deres program lighedstegn med det berømte og berygtede ideologiske kampskrift, som Anders Fogh Rasmussen formulerede tilbage i 1993 og lod udgive i bogform under overskriften ”Fra socialstat til minimalstat”.
I bogen slog Fogh til lyd for en liberal politik, hvor staten kun blandede sig i det mest nødvendige, og hvor der blev gjort op med den slavementalitet, som en formynderisk socialstat pålagde danskerne.
»Vi er reduceret til tæmmede og lydige sociale dyr. Vi skal genindsætte mennesket i dets værdighed ved at give det mere frihed og personligt ansvar. Socialstatens grænser skal rykkes tilbage…,« lød det fra Fogh.
Han argumenterede desuden for, at velfærdssamfundet havde udviklet sig til en karikatur på en socialstat, som reelt svigtede de svageste. Danskerne i middelklassen indgik i et sindrigt omfordelingscirkus, hvor de betalte store skatter til systemet, samtidig med at de kæmpede for at trække mest muligt ud til sig selv igen - og til sidst tog Fanden de svageste.
Som bekendt endte Fogh med at lægge massiv afstand til bogen. Som ny V-formand i 1998 indledte han et kursskifte for at gøre Venstre i stand til at udmanøvrere Socialdemokraterne på deres klassiske hjemmebane - nemlig velfærdspolitikken - og gøre danskerne trygge ved, at Venstre kunne stå i spidsen for velfærdssamfundet. En operation, som lykkedes til perfektion.
Siden har en del liberale følt sig hjemløse, og det er dem, som Samuelsen og Ammitzbøll appellerer til i deres sidste forsøg på at holde Liberal Alliance i live.
Der er uden tvivl et segment af vælgere, som vil være klar til at skrive under på deres nye manifest. Alligevel skal de være mere end almindeligt talentfulde - og heldige - hvis de skal bringe Liberal Alliance over spærregrænsen.
Fogh indså selv, at han måtte ændre kurs for at vinde den afgørende midte i dansk politik og dermed få adgang til magten.
Chancen for Samuelsen og Ammitzbøll er at finde en niche, som kan tiltrække lige præcis så mange vælgere, at de klarer spærregrænsen. Men en del af disse vælgere vil ikke skifte parti, selv om de er nok så frustreret over linjen i Venstre og Det Konservative Folkeparti. Dernæst har Samuelsen og Ammitzbøll det problem, at deres partiskift og skiftende udmeldinger siden bruddet med de Radikale har skadet deres troværdighed - hvad de også erkender i mere stille stunder.
Begge er hurtige i hovedet, iderige og velformulerede, men de risikerer at ende som endnu et vidnesbyrd om den historiske krise, som omgærer deres gamle moderparti.
Det lyder flot at proklamere, at de liberale kræfter i Danmark nu er samlet. Men der er fortsat lang, lang vej hjem for Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll.
