Du er en lille pige, der uheldigvis falder ned gennem et hul i jorden, ned til en mørk underverden, hvor monstrene hersker. For at komme op og hjem igen, må du finde vej gennem de fremmede omgivelser og være beredt på at blive konfronteret med din frygt.
Det er udgangspunktet for ”Undertale”, som umiddelbart ligner et klassisk, japansk rollespil a la ”Zelda”, ”Final Fantasy” eller nogle af de andre tusindvis af spil i genren – du er den gode og svage, der skal kæmpe dig stærk ved at besejre fjender af stigende sværhedsgrad ved at udnytte dine styrker og forbedre dine våben.
Spillet er oven i købet skabt i en retro-lignende grafisk stil med pixelerede figurer i 2D, tekst-dialog og turbaserede kampe, så alt er, som det har været siden 80’erne og så utroligt mange gange efterfølgende – lige indtil du begynder at spille, og alle normer og forventninger bliver vendt på hovedet.
For i stedet for at vågne i en kold stengrotte og straks blive sat til at bygge dine erfaringspoint op ved at kæmpe mod de sædvanlige rotter eller flagermus, finder du dig selv liggende på en seng af blomster, og det første monster du møder, er en nuttet ko-lignende skabning, der straks tager dig ind som sit eget barn og begynder at lære dig, hvordan du klarer dig bedst dernede.
Det gælder nemlig om at forstå, at monstre ikke bør besejres ved hjælp af vold, fordi vold kun gør dem stærkere og endnu mere voldelige. I stedet bør du charmere dem, tale med dem, lære at forstå, hvorfor og hvordan de er blevet til monstre, for kun ved at forstå, hvor frygten kommer fra, kan du eliminere den.
Det er jo et smukt budskab at sende i disse for vor verden så urolige tider, hvor vi alle bliver sat over for frygt og skal beslutte os for, hvordan den skal håndteres. Og det er netop den helt store styrke ved ”Undertale” – det bruger og skruer på spilmediet til at fortælle en lignelse om os selv og vores virkelighed ved at få os til at føle og tænke over spillets verden.
Stof til eftertanke
Konkret foregår det i høj grad ved hjælp af humor og de mange tekstbokse, du bliver udsat for undervejs. Monstrene du møder er ofte meget snaksaglige, og dialogerne er fyldt med sjove og skæve betragtninger, som både handler om spillets historie - hvorfor bor monstre og mennesker hver for sig, hvordan bliver et monster til et monster – men også om spilhistorie og især spilstereotyper generelt.
Humoren og en god portion opfindsomhed flyder heldigvis med over i kampene, som på overfladen ligner et klassisk skærmbillede, hvor du og monstret efter tur kan udføre en handling.
Men i stedet for at vælge at kæmpe fysisk (det kan lade sig gøre at slå på tæven, men gør du det, har det yderst ubehagelige konsekvenser) gælder det om at løse gåden om at komme ind til monstrets hjerte ved at rose det, tale med det, charmere det og i det hele taget bruge dialog til at få stoppet konflikten.
Det er på ingen måde nemt, for ”Undertale” serverer ikke sine løsninger åbenlyst, og det kræver ihærdighed og opmærksomhed at lære at forstå spillets logik og de mange krumspring og ændringer det foretager undervejs.
Men så længe du forstår præmissen om at en fredelig løsning altid er at foretrække for et voldeligt forløb, bliver du tilsvarende belønnet af spillet. Det kræver tilvænning og vil givetvis irritere nogle spillere, men det er smukt og prisværdigt anderledes spildesign.
Det fascinerende ved ”Undertale” er, at det er én enkelt person, der står bag spillet. Toby Fox hedder han, og mens han alene har programmeret, designet, tænkt og skrevet spillet, sidder der udviklerhold på hundredevis, i visse tilfælde tusindvis af ansatte, der arbejder dag ud og dag ind med at skabe de store skyde- og actionspil, som almindeligvis tegner et billede af spilmediet som forstemmende konservativt i dets hang til at bruge fysisk vold som underholdning. Stof til eftertanke.
De sidstnævnte er naturligvis meget flottere, længere, og visuelt bombastiske end enmandsværket ”Undertale”, som helt klart har sine mangler, når det gælder de områder. Men Toby Fox vil til gengæld få dig til at tænke.
