Førsteklasses samling af eventyrspil

De tre første og helt eminente spil i »Uncharted«-serien er samlet og blevet finpudset i »Uncharted: The Nathan Drake Collection«.

»Uncharted: The Nathan Drake Collection« er et eventyrligt ridt gennem en af de bedste spilserier nogensinde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Fra spillet

»Uncharted«-spillene blev på mange måder ikoniske for årene med PlayStation 3. Konsollen manglede til en vis grad nogle eksklusive titler af højeste karat, og det blev noget overraskende udviklerne fra Naughty Dog, der med deres fantastiske eventyrspil om Nathan Drake blev fanebærerne.

Nu har firmaet Bluepoint Games fået til opgave at samle spillene i én udgivelse og samtidig give dem en overhaling for at sminke tidens tand så godt som muligt og give PS4-ejerne en chance for at opleve fænomenet på bedst mulige vis. Det er lykkedes til højeste karakter, og »Uncharted: The Nathan Drake Collection« er et fremragende eksempel på, hvordan et remake skal skæres.

Der er muligvis mange PS4-spillere, der allerede har spillet ét eller flere af spillene på PS3, og jeg er selv en af dem, der har spillet dem alle, efterhånden som de ankom til konsollen. Alligevel var det umuligt for mig ikke at blive revet med og gennemspille hele skidtet igen, da jeg fik chancen.

Der er flere gode grunde; helt grundlæggende rammer Naughty Dog plet med selve præmissen for serien: Nathan Drake er charmerende som klassisk kæk Indiana Jones-figur i hovedrollen, omgivet af et figurgalleri af griske millionærer, smukke, stærke damer og forræderiske eventyrere.

Jagten på skjulte skatte, som løber på tværs af Jordkloden, gennem svært fremkommelig jungle, knastør ørken og sneklædte bjergkæder. Og et deraf følgende gameplay bygget op af udforskning, gådeløsning og naturligvis masser af slås- og ildkamp, når helt møder fjender, og den orkestrale musik intensiveres.

Det giver et velegnet udgangspunkt for at fortælle en actionpræget spilhistorie uden alt for mange dikkedarer og samtidig pumpe adrenalinen godt op med masser af uforglemmelige scener. Uden at afsløre for meget for de som aldrig har stiftet bekendtskab med spillene, finder du her et udvalg af spilsituationer, der ikke er set meget bedre andre steder.

Blandt de bedste

For mig er det nok skudduellerne på et synkende skib i »Uncharted: Among Thieves«, som står tydeligst frem, men der er dusinvis af andre scener gennem de tre spil, der når de samme højder, ikke mindst åbningsscenen i et af dem, der foregår på et havareret tog, der hænger ud over en bjergkløft, hvor du som Nathan prøver at flygte, inden det styrter i afgrunden.

Bluepoint Games må have arbejdet hårdt på at få spillene til at fremstå så godt som muligt på PS4. Særligt når det gælder det første spil »Drake’s Fortune«, som efterhånden har otte år på bagen, er det forrygende at spille det igen og opleve, hvad udviklerne har opnået med den nye konsols hestekræfter i værktøjskassen.

Især visuelt fremstår det langt flottere nu, mere glidende og med et væld af nye detaljer i både omgivelser, på figurer og i effekter som lys, skygge og vanddynamik. Det er ikke meget galt at kalde det mindst lige så pænt som mange af de rendyrkede PS4-titler, der er udgivet indtil nu.

For dedikerede spilinteresserede er det også en interessant måde at følge de seneste års spilhistorie på, for ved at spille serien får du et godt indblik i, hvordan Naughty Dog har præget den.

Før »Uncharted« var de mest kendt for deres platformspil med »Crash Bandicoot« til de to første PlayStation-konsoller, og det mærkes tydeligt på banedesign og gameplay i det første »Uncharted: Drake’s Fortune«, mens det seneste spil i serien, »Uncharted: Drake’s Deception« er langt mere varieret, med større fokus på figurerne og et design, der viser de første tydelige tegn på den storhed, som Naughty Dog senere videreudvikler i deres sublime zombiespil »The Last of Us«.

»Uncharted: The Nathan Drake Collection« er derfor svær at komme udenom, hvis du vil opleve nogle af de bedste actionspil fra det seneste årti, samlet i en boks og finpudset til PS4, så det hele går op i en højere enhed. Og samtidig er spillene den bedst mulige opvarmning til det fjerde kapitel i serien kaldet »Uncharted: A Thief’s End«, som udkommer til marts.