En solferie hvor man ikke skal tænke over noget som helst. Ret tiltrækkende midt i en blæsende, kølig februar i Danmark.
Men når solferien er orkestreret af svenske Magnus Dahlström, så er det som regel ikke en ferie, man har lyst til at pakke kuffert til. Til gengæld kan det være interessant at iagttage på afstand fra mørket foran en scene.
De fire personer i Dahlströms stykke fra 2007, »Turister«, er rejst til et anonymt, eksotisk område og står nu på deres hotelbalkoner i et resort. Afsondret fra det land de er kommet til for at få afbræk i hverdagen.
Fire vestlige middelklassemennesker, let genkendelige for de fleste. Parret i lyst tøj, Birgitte Prins og Pauli Ryberg, er de pæne, almindelige mennesker. Han maner hele tiden til besindighed, mens hun allerede fra ankomsten rykker tættere på sammenbruddet, fordi alt er så fremmed.
Ved siden af Charlotte Munksgaard og Morten Hauch-Fausbøll som det sortklædte par, der gerne vil skille sig ud, have kant, som den type tit selv kalder det.
Midt i det uoverskueligt fremmede samler deres interesse sig snart om det genkendelige og letafkodelige: Naboerne ved siden af. I Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse bliver det til små, underholdende og skarpe sketches med parrene stående på deres trygge balkoner, mens de snigkigger og smuglytter til det, der eventuelt sker inde ved siden af.
Vi søger det velkendte ude i det fremmede
Pointen hos Dahlström er, at når vi er ude i det fremmede, så søger vi alligevel hurtigt mod det velkendte og trygge. Det nye uden for vores indhegnede comfortzone betragter vi helst på afstand. Det er for fremmed og dermed ubehageligt for os.
Det bliver hist og her til for tyk en kliché med de mange, spinkle symboler og snak om »dem og os«, om det fremmede og det anderledes. Vi har forstået pointen, længe før Magnus Dahlström åbenbart tror, vi har det.
Men så længe parrene står på balkonerne og stirrer ud i det mørke, der reelt er os publikummer, men som i nuet faktisk virker som et uendeligt, hemmelighedsfuldt og skræmmende mørke, er der en stærk fascinationskraft i stykket.
Det er der også i den kriminalistiske måde, Dahlström bygger stykket op på. Hvad er det for et sted, de er? Hvad er det, der sker omkring dem på øen, der oversvømmes af hundredvis af mennesker, der flygter fra noget ovre på fastlandet og lukker turisterne mere og mere klaustrofobisk inde i deres lille aflukke? Og gør besværgelserne om, at de er i sikkerhed, dem mere og mere usikre?
Men især er det skræmmende, hvem de fire ellers åh, så almindelige mennesker er.
Deres personligheder tager nye drejninger. De stærke bliver bange, de svage stærke, de tolerante snævertsynede, de kedelige farverige, de spændende småtskårne. Intet er sikkert.
Noget andet er så, at den gyseragtige karnevalsafslutning desværre kammer over i iscenesættelsen på Får 302 og ikke helt får den karakter af gispende grusom overraskelse, som der langt hen i festen lægges mere diskret op til.
For mange år siden spillede Magnus Dahlströms »Jernbyrd« i Danmark. En skrækindjagende tour de force gennem ondskab. Ligesom i den viser han med »Turister«, at ondskaben den bærer vi alle på. Bag de civiliserede facader. I disse dage er det ikke en helt ringe reminder at tage med sig ud af teatersalen.
Hvad: »Turister«.
Hvem: Af: Magnus Dahlstöm. Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Carsten Burke.
Hvor: Teater Får 302. Til 7. marts. Derefter turné i hele landet.
