Franskmændene har et ord for det: grand guignol. Hvis vi skal ty til fagekspertisen, så skriver Gyldendals Teaterleksikon, at begrebet dækker et nu sjældent set »uhyggeligt og bloddryppende skuespil med psykologisk spænding, chokeffekter og meget realistiske scenetrick opført med både levende mennesker og dukker«.
Rune David Grue og resten af Det Røde Rum har på Det Kongelige Teater tilsyneladende moret sig gevaldigt ved at skabe gys, gru og knirkende suspense – mærkeligt nok har den genre, der virkelig kan få et publikum til at føle, det er i live og har et hjerte, der slår, længe været forvist fra teatret.
Alt, man kan forlange af hårrejsende uhygge, er til stede i teatergyseren »Sandmanden«, som er dramatikeren Astrid Øyes dramatisering af et eventyr af den tyske, mørke romantiker E.T.A. Hoffmann fra 1816.
Læs også: Dansen om de »100 Likes«
Om det så er en dukke, er den også med. Den unge Nathanael er nemlig godt på vej til at svigte sin trofaste forlovede til fordel for en dragende rivalinde, som viser sig at være et mekanisk vidunder.
I det hele taget er han i forvejen godt ude i hampen, den traumatiserede unge mand, for han har svært ved at skelne mellem skin og virkelighed mellem sine neurotiske skrækfantasier om sin fars banemand, der stjal faderens øjne (!), og en mystisk herre, der nu dukker op mange år senere. Er han virkelig, eller er han ikke?
Og tiltusker han sig både folks forstand og deres glugger til sin makabre samling af øjeæbler, der er monteret på indersiden af den lange overfrakke? Hvem sagde freudiansk kastrationsangst, længe før den var opfundet?
Læs også: Hukommelsens låste døre
Legende teaterspøg
Spillet er herligt. Fra Mikkel Arndts dybt ødelagte nervevrag af en Nathanael splittet mellem Maria Rossings snusfornuftige forlovede, flot pendlende mellem sødmefuld moderlighed og det store hysteri – og Marie Dalsgaards sjovt og skræmmende præcist gestaltede, mekaniske dukkelise. Med Nikolaj Dahl Hamilton som hendes fantasiforladte stivstikkerbror og Morten Suurballe i vanlig groggy stil som excentrisk videnskabmand.
Endelig er Anders Hove det uhyggelige drømmesyn af en mørkemand, der hele tiden dukker op, vennesæl og brutal i ét, maskeret som en slags Johannes Møllehave fra helvede.
Det er ikke alene mørkt og dystert, selv om historien aldrig når frem til de store eksistentielle overvejelser. I stedet satser man på en sjov, let ironisk og legende teaterspøg, som ikke tynges ned af Øyes nødtørftigt ligefremme manuskript, og som får en sublim ramme af scenograf Palle Steen Christensens omskiftelige mørkekammer.
Læs også: Kroppen som hvirvlende kraftværk
En pokkers god, ond lille drøm af en forestilling. Godnat og sov dårligt!
Hvad: »Sandmanden«. Hvem: Manuskript: Astrid Øye efter E.T.A. Hoffmann. Iscenesættelse: Rune David Grue. Scenografi: Palle Steen Christensen. Hvor: Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Det Røde Rum. Varighed: En time og 35 minutter. Til 31. maj.
