Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed også ugens sidste udgave af Business-overblikket. 

Vi har samlet dagens vigtigste historier fra erhvervslivet, og i dag skal vi blandt andet forbi: 

  • En historisk manøvre fra Apple.

  • En noget ualmindelig forsikringssum. 

  • Og en ret opsigtsvækkende sag om russisk overvågning i en svensk bank. 

Men inden vi kommer så langt, skal vi lige forbi dagens hovedhistorie, der er gode nyheder til dem, der leder efter et nyt hjem. 

Dagens hovedhistorie 

Boligmarkedet nærmer sig et niveau som før corona – men én landsdel halter efter

Antallet af boliger, der er sat til salg, er på sit højeste i knap fem år. 

Det skriver Finans

Helt præcist er 1,3 procent flere boliger sat til salg, men hvis man korrigerer for sæsonen, er stigningen reelt på 1,9 procent. Stigningen er ikke jævnt fordelt ud over alle boligtyper, og det er særligt blandt villaer og rækkehuse, at stigningen halter efter – her er der blot tale om en stigning på 0,7 procent. 

Geografisk er der også en forskel, og særligt i og omkring hovedstaden er tallene bemærkelsesværdige. 

For mens udbuddet af villaer og rækkehuse er steget med 1,9 procent i Jylland og på Fyn, så er antallet af boliger, der bliver sat til salg, faldet med 1,5 procent i Region Hovedstaden. Tallene forbliver uændrede på resten af Sjælland. 

Men er man på udkig efter en ejerlejlighed i københavnsområdet, er der alligevel grund til optimisme. Her er udbuddet nemlig steget med fire procent den seneste måned.

»Boligskatterne er især steget på det københavnske ejerlejlighedsmarked, og som følge deraf er lejlighedsudbuddet faldet hver måned siden årets start i Københavns Kommune. Men for første gang i år stiger udbuddet igen, og det er positivt for de mange lejlighedskøbere, der længe har ventet på flere valgmuligheder,« lyder det fra Birgit Daetz, boligøkonom og kommunikationsdirektør hos Boligsiden. 

Det skriver andre medier om 

1. Kollapset bro udløser forsikringssum på flere milliarder 

Staten Maryland kan se frem til at få udbetalt en forsikringssum på 350 millioner dollar – svarende til mere end 2,4 milliarder kroner – som erstatning for Francis Scott Key Bridge, der kollapsede tilbage i marts, da broen blev påsejlet af et lejet Mærsk-skib. Det skriver CNN. 

2. Apple slår sin egen rekord for største tilbagekøb af aktier i USAs historie

Techgiganten Apple har netop annonceret, at den er klar til at købe aktier tilbage for svimlende 110 milliarder dollar – svarende til 764 milliarder kroner. Dermed overgår Apple sin egen tidligere rekord for det største tilbagekøb af aktier i USAs historie. Tidligere lød rekorden på 100 milliarder dollar. Kort efter nyheden steg Apples aktier med 7,9 procent. Det skriver Bloomberg

3. Amerikansk oliemagnat beskyldes for at have presset priser op i samarbejde med Saudi-Arabien

Scott Sheffield, der er stifter af og ceo i den amerikanske oliegigant Pioneer Natural Resources, er kommer under beskyldning for at have forsøgt at presse priserne på olie op ved at konspirere med OPEC (oliekartel ledet af Saudi-Arabien, red.). USAs Federal Trade Commission mener at vide, at Sheffield har mødtes og korresponderet – blandt andet over beskedtjenesten WhatsApp – med ledende medlemmer af OPEC for at tilpasse produktionen af olie i USA til produktionen i OPEC-landene. Det skriver CNN.

Det skriver vi om

1. Chefer i hvidvaskbank blev systematisk overvåget af Vladimir Putins agenter 

Ifølge en ny bog spionerede den russiske sikkerhedstjeneste i årevis mod ledelsen i den svenske storbank Swedbank. Imens sendte lyssky russiske oligarker med bånd til Kreml svimlende milliardbeløb gennem banken. Afsløringerne rejser ubehagelige spørgsmål om Danske Bank og Nordea, der har haft næsten identiske hvidvasksager, mener ekspert.

Læs hele Michael Lunds historie her

2. USAs høje renter har konsekvenser i alle kroge af verden 

Den amerikanske centralbank har bekræftet det, vi allerede vidste: USAs officielle rente vil forblive på det nuværende niveau i længere tid. Det har store finansielle og økonomiske konsekvenser i resten af verden. Nogle korthuse kan blive blæst omkuld.

Læs hele Ulrik Bies analyse her

Det bør du også læse 

Danskers elbilfirma er i modvind. Nu har manden bag sat sit Hollywood-palæ til salg til en kvart milliard kroner

Danske Henrik Fisker, der står bag det konkurstruede elbilfirma Fiskers Inc., har sat sin bolig i Los Angeles til salg til et større beløb, end hans eget firma er vurderet til.

Læs hele historien her

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

Dow Jones: +0,85 procent

S&P 500: +0,91 procent

Nasdaq: +1,51 procent

Asien – indeks fredag klokken 07.25:

Japan Nikkei: -0,10 procent

Hongkong Hang Seng: +1,13 procent

Kina CSI Shanghai: -0,26 procent

Tak, fordi du læste med!