Læger roser ny abortlov for at give kvinder mere tid til tvivl
Med en abortgrænse ved 18. uge kan kvinder nå at få flere undersøgelser, inden de træffer beslutning om abort.

Med en abortgrænse ved 18. uge kan kvinder nå at få flere undersøgelser, inden de træffer beslutning om abort.

Det er positivt, at danske kvinder med en hævet abortgrænse får længere tid til at overveje, om en abort er det rigtige valg for dem.
Det mener Lægeforeningen, der repræsenterer størstedelen af de danske læger.
Fredag har regeringen sammen med en række partier indgået en aftale om at hæve grænsen for den frie abort til graviditetens 18. uge.
Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, roser aftalen og fremhæver, at den blandt andet vil gøre en forskel for de kvinder, der efter en fosterdiagnostik beslutter sig for at få en abort.
- Det er en rigtigt god aftale, der er lavet her. Det er en væsentlig udvidelse af kvinders mulighed for selv at kunne bestemme.
- Vi har i Lægeforeningen selv peget på 18 uger som en god grænse. Det mener vi især af hensyn til de kvinder, som egentlig ønsker deres graviditet, men hvor der viser sig at være noget galt med fosteret, siger Camilla Rathcke.
I dag ligger abortgrænsen ved 12. uge. En grænse, der ikke har rykket sig siden indførelsen af den frie abort i Danmark i 1973.
Men i flere tilfælde finder man først senere end i 12. uge ud af, at der er noget galt, siger Camilla Rathcke.
Det kan eksempelvis være ved en scanning i 14. eller 15. uge.
- Nu får de her kvinder tid og ret til at overveje, hvad der skal ske, uden at der skal et samråd ind over den beslutning, siger formanden for Lægeforeningen.
Foruden Lægeforeningen har også Det Etiske Råd anbefalet en ny abortgrænse ved 18. uge.
Der har dog også været stemmer i debatten, herunder fra aftalepartiet Enhedslisten, der har talt for en grænse ved 22. uge.
Camilla Rathcke er tilfreds med, at den nye grænse ikke ligger så langt henne i graviditeten.
Det skyldes, at fostre i nogle tilfælde kan overleve uden for livmoderen helt ned til 22. eller 23. uge.
- Jeg synes, det er klogt, at man har placeret den nye abortgrænse i behørig afstand til det tidspunkt. Ellers ville vi potentielt kunne stå over for, at et aborteret foster var i stand til at overleve, siger Camilla Rathcke.
Den nye abortgrænse bliver gennemført med en ændring af sundhedsloven.
I løbet af det næste års tid bliver der fremsat et lovforslag, som træder i kraft den 1. juni 2025.
Der bliver også indført andre nye regler på abortområdet.
De regionale abortsamråd skal erstattes af et nationalt nævn, og 15-17-årige får ret til abort uden samtykke fra deres forældre eller tilladelse fra nævnet.
/ritzau/