Der har været rigeligt stof for Flemming Jensen at tage af til dramatiseringen af forfatteren Jørn Riels skrøner. Ti bind blev det til fra Riel, noget mere end den beskedne trilogi, Herbert skriver på i forestillingen »Fandens til fangstmænd«. Herbert er den ene af de to modne fangstmænd, der mærkeligt nok er blevet glemt langt ud i den kolde, grønlandske sne i snart to år.
I en hytte scenograferet så beskedent og manderodet af Nina Schiøttz, at man næsten synes, man kan lugte fugten fra de våde sælskindshandsker og sveden i det nussede sengetøj, bor Herbert og makkeren Fjordur. Indtil tosomheden brutalt brydes af en ung og noget ivrig korporal ved navn Lasse Hansen. Han skal bruge de to til sit nye kompagni soldater, der når som helst skal være klar til kamp mod tyskerne. For uden at fangstmændene har opdaget det oppe på indlandsisen, er Danmark blevet besat.
Man tror mageligt på, at den slags kan gå henover hovedet på mænd som Herbert og Fjordur, Flemming Jensen og Waage Sandø har dem lige i sigtekornet. Som et gammelt småsnakkende, halvhakkende ægtepar, der kender hinanden ud og ind. Med Flemming Jensens Herbert som den lidt naive, bløde Herbert, som Waage Sandøs Fjordur har let ved at sno og stikke til med sine røverhistorier. Især den om den kolde jomfru Emma fra Aalborg, hvis krop er blød som æbleskiver, får fyret godt op under først Herbert, siden Lasse.
Gemytligt og muntert
Flemming Jensen har lånt typerne Herbert og Fjordur fra Riels skrøner, og han får også fint flettet nogle af skrønerne mere direkte ind i sin hovedhistorie. Langt ind i forestillingen går det strygende. Gemytligt og muntert, publikum morer sig strålende.
Men efter pausen løber det løbsk. Ikke på en hurtig, vild måde, snarere tværtimod. Historien kommer - undskyld mig - på glatis. Den trækkes for langt, vitserne bliver for nemme, og der er ikke rigtig flere skud i bøssen. Mette Marckmann er sat på en noget utaknemmelig opgave som både kold jomfru med æbleskivekrop og nordjysk dialekt og som oversminket eskimo - en slags fortæller, der skal binde de sidste løse ender sammen. Ligesom Peter Zandersens rolle som korporal langsomt udvandes.
Størstedelen af tiden hygger vi os i de to bamsede fangstmænds stilfærdige selskab. Men det havde været sjovere, hvis revymanden Flemming Jensen og instruktøren Lars Knutzon havde skåret noget af det overflødige spæk af forestillingen.
Hvad: »Fandens til fangstmænd« af Flemming Jensen efter Jørgen Riels skrøner.
Hvem: Instruktør: Lars Knutzon. Scenografi: Nina Schiøttz. Musik: Lars Fjeldmose.
Hvor: Stærekassen, København, til 4. oktober og turné over hele landet.
