Klassefjender

Virkningsfuldt polsk stykke om antisemitisme og nabohad.

Odense Teaters »Vores klasse« er en flot eksekveret ensembleforestilling. Foto: Emilia Therese Fold sammen
Læs mere

Bare den polske dramatiker Tadeussz Slobodzianeks stykke »Vores klasse« havde kunnet holde dampen oppe, fastholde intensiteten. Men det kan det desværre ikke rigtigt – heller ikke på Odense Teater, hvor instruktøren Martin Lyngbo ellers har så glimrende fat om det. Det er stykket, som baserer sig på en diskussion, som for alvor er blusset op i det store naboland Polen inden for de seneste år: Var polakkerne ivrige deltagere i deres jødiske landsmænds forfølgelse og udryddelse under Anden Verdenskrig?

Vi følger en skoleklasse, som i begyndelsen er præget af fredelig sameksistens mellem jøder og ikke-jøder, men hvor spændingerne stiger indtil den dag, da næsten alle byens jødiske indbyggere mishandles til døde eller brændes inde i en lade. Den forfærdende sandhed? Det var polakkerne, der udryddede deres landsmænd – ikke de invaderende tyskere.

Hele optakten til progromerne den dag, tyskerne kom, er den dramatisk mest højspændte. Både fængslende og ubærlig. Voldsbeskrivelserne og de kuldslåede, komplicerede psykologiske reaktioner udpensles med en insisterende detaljerigdom, når de mange figurer folder deres egne og andres beretninger ud i en slags fælles skæbneoratorium, hvor monologer til publikum afbrydes af kortfattet interaktion og polske folkesange, der giver det hele en isnende fornemmelse af messe for de døde.

Uhyggen nøgternt fortalt

Og Martin Lyngbo har som sagt glimrende styr på kollektivøvelsen på Odense Teater, hvor han og scenograf Rikke Juellund får fortalt historien så enkelt som muligt – den vokser ud af skolestuen uden brug af rekvisitter, bortset fra de skolekridt, der kan bevidne og viskes ud, bænke og borde. Med suggererende brug af lyd og lys.

Bedst fungerer den uhyggelige historie, når den er dæmpet allermest ned og berettes så nøgternt som muligt. Og der er glimrende karakteriseringer undervejs – ingen nævnt, alle husket – men med fokus på ensembleindsatsen.

Men desværre har dramatikeren altså sværere ved at bevare den fortættede styrke, fordi han insisterer på at forfølge de mange deprimerende skæbner til dørs og helt op til en nær fortid på en både lidt omstændelig og jappende facon.

Han ønsker at fortælle, at det polske samfunds forsøg på et opgør med fortiden ikke lader sig gøre. Det er i det hele taget svært at sætte sig endeligt til doms over, hvad det var, der skete dengang, da katastrofen fik det lille samfund til at koge over i en rus af hævn og blodtørst. Og efter alle disse år: Er der egentlig nogen, der er rigtigt interesseret? Det er vi trods alt som publikum. I hvert fald til en begyndelse, hvor der er stærke scener, man vil bære i sig længe.

Hvad: »Vores klasse« af Tadeussz Slobodzianek. Hvem: Oversættelse: Jørgen Herman Monrad og Judyta Preiss. Iscenesættelse og bearbejdelse: Martin Lyngbo: Scenografi: Rikke Juellund. Hvor: Odense Teater, Sukkerkogeriet. Til 23. oktober.