Han har kendt bedre dage, den store tyske skuespiller Gustaf Gründgens. Sådan som vi møder ham i monologen »Sympati med djævelen« på Teater Får 302, er det hele ved at indhente ham. Mens han gør klar til sin endegyldige, iscenesatte kunstpause, retfærdiggør han sig en sidste gang i det lumre hotelværelse i Manilla en aften i 1963.
Den unge elsker, »drengen«, der er forsvundet, udnytter og håner ham, forstår vi. Og fortiden klæber sig til ham, selv om han troede, han havde vristet sig fri af de beskyldninger, man kunne rette mod ham for opportunistisk medløberi, dengang nazisterne gjorde den store skuespiller til hele Tysklands magtfulde teaterchef. Signaturrolle: Mefistofeles! Han klarede jo skærene efter Det Tredje Riges kollaps, da han i endnu en glanspræstation fortsatte som om intet var hændt med nationens kollektive fortrængningstrang som adgangsbillet: »Jeg er en overlever!« Men han har altså stadig trang til at retfærdiggøre sig og sløre sine spor.
Tager tråden op fra Klaus Mann
Den svenske dramatiker Lukas Svensson tager tråden op fra Klaus Mann, der i sin nøgleroman fra 1936 brugte Gründgens som model for den figur, han brankede i eget fedt: Den ambitiøse, strategiske og korrumperede »apolitiske« kunstner, der med kunstens amoralske relativisme som vinger stiger til vejrs under nazismen og lader sig selv spænde for magthavernes vogn. Som tjener den skønne kunst som en kamæleon uanset betingelserne, uanset styret. Det er der kommet en stærk, lille tekst ud af, som spænder Gründgens op mellem den rethaveriske forsvarstale (»Jeg har aldrig været nazist!«) og den svigtede elskers jamrende jalousiudladninger.
Pauli Ryberg spiller rollen aldeles glimrende, på en lavmælt, næsten henkastet konstaterende tone uden at sætte intensiteten over styr. Balancerende mellem det ironiske vid - de selvtilfredse ulvesmil, udstillingen af den manierede kunstners oppustede selvforståelse - aggressive udfald og den ormstukne, martrede sjæls klynkende deroute som kontrast - selv den et nummer. Rollens alder har han ikke helt, og i de indlagte Goethe-sekvenser overbeviser han vel næppe om Gründgens uhyre kunstneriske format.
Men det er nyt land for en skuespiller, som instruktøren Kamilla Bach Mortensen flot har lokket nye toner ud af. Man lytter til en næsten besværgende tekst om det omstillingsparate kunstneruhyre med fastholdt fascination..
Hvad: »Sympati for djævelen« af Lukas Svensson.
Hvem: Oversættelse: Louise W. Hassing. Iscenesættelse: Kamilla Bach Mortensen. Scenografi: Nikolaj Trap.
Hvor: Teater Får 302. Til 11. oktober.
