Når vinderen tager det hele

Når blodet igen flyder i Irak, er det, fordi landets magtfulde premierminister, Nouri al-Maliki, ikke vil dele magten. På den baggrund omtales al-Maliki som en ny Saddam Hussein. Irak er imidlertid langtfra det eneste land i Mellemøsten, hvor vinderen synes at tage det hele, mens Vesten håber, at det hele bliver bedre, lyder kritikken.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mens de færreste ved, hvad man her og nu stiller op med den fremadstormende, fundamentalistiske milits ISIS i Irak, er der bred enighed om, hvad der ligger bag de militante ortodokse islamisters succesfulde offensiv i landet: Iraks magtfulde premierminister, Nouri al-Maliki, er blevet alt for enerådende, og derfor er dele af den irakiske befolkning villige til – omend formentlig midlertidigt – at alliere sig med en islamistisk milits, der vil omdanne Irak til en middelalderlig shariastat.

Mere præcist er det landets sunnimuslimske mindretal, der føler sig marginaliseret og undertrykt af Nouri al-Malikis shiamuslimsk dominerede regering. Altså en gentagelse – med omvendte fortegn – af forholdene under den sunnimuslimske præsident Saddam Hussein, der trådte shiamuslimerne under fode.»ISIS er ikke sunnimuslimernes frontløber. Det her er en folkelig opstand, som alle de marginaliserede dele af den irakiske befolkning bakker op om – baathisterne (folk fra Saddam Husseins sekulære nationalistiske parti, red.) og en hær af arbejdsløse, unge og universitetskandidater, der ikke kan få et job,« understreger tidligere rådgiver i den irakiske olie- og gasindustri, Tarik al-Irhayim, som Berlingske har kontakt til.

Osama al-Hababeh, der er leder af Irak-programmet under den danske organisation, International Media Support (IMS), er enig. Han minder om, at Iraks sunnier har demonstreret fredeligt mod al-Malikis regime i årevis – inspireret af Det Arabiske Forår, der har væltet despoter i en række andre lande i Mellemøsten og Nordafrika. »Det her er et sunnimuslimsk forår,« siger Osama al-Hababeh, der selv oplevede ISISs nylige erobring af Iraks næststørste by, Mosul.

Nu er de fredelige demonstrationer blevet overtaget af et væbnet, islamistisk oprør, og ifølge Tarik al-Irhayim, der boede i hovedstaden Bagdad, indtil han søgte tilflugt længere nordpå i den kurdisk kontrollerede by Kirkuk , er det ikke overraskende, at den irakiske regeringshær mange steder er løbet over ende.

»Det er en hær uden kærlighed og troskab til sit land. Det er en flok lejesoldater, som kun er interesserede i at rane til sig gennem korruption, intimidering og overdreven brug af magt, som de har lært af deres amerikanske læremester,« siger Tarik al-Irhayim, der som mange andre sunnimuslimske irakere mener, at problemerne mellem Iraks shiamuslimer og sunnierne kan føres tilbage til USAs militære intervention i 2003.

Det helt overordnede problem er, lyder kritikken, at den amerikanske besættelsesmagt stort set opløste hele det gamle statsapparat og sendte millioner af sunnier – soldater, betjente, efterretningsfolk og størstedelen af de offentligt ansatte – på gaden. Oven i det har Irak så i de seneste otte år været regeret af premierminister Nouri al-Maliki, som dengang han kom til magten var et relativt ubeskrevet blad.

Under Saddam Husseins regime var al-Maliki i to årtier flygtning i Syrien, hvor han ifølge kilder, især blandt sine modstandere, var undertøjssælger på markedet i hovedstaden Damaskus. Da Saddam Husseins styre væltede i 2003, vendte han tilbage til Irak som topfigur i Dawa-partiet, et shiamuslimsk parti, der tidligere var forbudt i Irak.

Nouri al-Maliki, der netop er fyldt 64 år, erobrede magten efter irakernes første frie valg i 2005 og tog over efter overgangsregeringen, der var indsat efter Saddam Husseins fald.

Han blev dengang anset for en svag mand, som alle kunne enes om, forklarer Helle Lykke Nielsen, der er lektor på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.

Det skulle vise sig at være en fejlvurdering, for han beholdt posten som regeringschef efter parlamentsvalget i 2010 og satte sig samtidig på posterne som indenrigs-, forsvars- og sikkerhedsminister. Også efter det seneste parlamentsvalg for to måneder siden hedder manden med rorpinden al-Maliki, hvilket blot har fået frustrationerne og vreden blandt Iraks sunnier til at vokse.

De har protesteret og demonstreret i gaderne, men er blevet mødt med en jernnævne af al-Malikis sikkerhedsstyrker og de shiamilitser, der støtter premierministeren.

»Al-Maliki har helt systematisk marginaliseret sunnierne – især de sunnimuslimske politikere, som han har jagtet med arrestordrer, husundersøgelser og fængsel. Nogle af sunniernes vigtigste ledere har valgt at flygte til udlandet. Og ligesom Saddam Hussein har al-Maliki sørget for at placere sin familie på centrale poster,« forklarer Helle Lykke Nielsen.

En netsøgning på »Irak« og »Human Rights Watch«, der minutiøst overvåger menneskerettighederne i det splittede land, giver en lang liste med dokumentation af overgreb på sunnierne.

»I de seneste to år har al-Malikis sikkerhedsstyrker rutinemæssigt arresteret og tortureret et stort antal fredelige demonstranter og mænd såvel som kvinder, der bor i områder, hvor regeringen mener, at de væbnede grupper opererer,« skrev Human Rights Watch eksempelvis sidste år i oktober i et åbent brev til USAs præsident Barack Obama forud for premierminister al-Malikis besøg i USA.

Dertil kommer forbrydelserne begået af de shiamuslimske militser, der opererer uden risiko for at blive straffet af regeringen.

»Nouri al-Malikis shia-militser har brugt mange af de bestialske metoder, som ISIS benytter sig af – henrettelser, bortførelser og nedbrænding af folks ejendom,« siger Lotte Leicht, direktør i Human Rights Watch.Måske er det derfor ikke helt ved siden af, når den irakiske premierminister visse steder sammenlignes med Saddam Hussein, Iraks præsident og brutale diktator fra 1979 til 2003 – selv om der også er en vigtig og afgørende forskel: Nouri al-Maliki har ikke brugt giftgasser mod sin egen befolkning, sådan som Saddam Hussein gjorde det mod Iraks kurdiske mindretal.

Og Nouri al-Maliki mener da også selv, at det er helt ude i skoven at kalde ham en ny Saddam.

»Det faktum, at mine modstandere har ret til at fremsætte sådanne beskyldninger – i offentlige taler og i medierne – beviser, at enhver sammenligning med Saddam ikke er rigtig,« har Nouri al-Maliki udtalt i et interview med det tyske magasin Der Spiegel, der mødtes med Iraks nye stærke, men for tiden svækkede mand i april inden det irakiske parlamentsvalg.

Et valg, som al-Malikis shiamuslimske parti, Dawa, vandt. Er det meningen, at det svar skal overbevise os? lød det opfølgende spørgsmål fra Der Spiegels journalist.»Saddam var en tyran og en diktator. Han brugte giftgas mod store dele af sin befolkning, mod kurderne og shiaerne. Jeg kan ikke og ønsker ikke at blive sammenlignet med det,« svarede al-Maliki, der samtidig afviser, at han bruger magt over for sine politiske modstandere.

»Jeg er ansvarlig for, at dette land regeres ordentligt. Det er mit demokratiske mandat. Og der er kræfter, der vil vælte vores regering med alliancer, som de danner imod os. Jeg kunne bruge magt i mod dem, men det gør jeg ikke. Jeg manipulerer ikke med de demokratiske institutioner, og jeg lægger heller ikke pres på dem. Jeg overholder spillets politiske regler,« lød det fra den irakiske premierminister.

Det var i april. Siden har en del af hans væbnede styrker valgt at smide uniformen og desertere i stedet for at konfrontere de militante islamister, og nu lyder der en anelse mere forsonlige toner fra al-Maliki.

»Krisen har fået irakerne til at genopdage den nationale enhed,« sagde han onsdag i den forgangne uge i en TV-transmitteret tale.

»Jeg siger til mine brødre, at der har været en negativ praksis i militærets rækker, blandt civile og i militserne, men det er ikke det, vi skal diskutere. Vore bestræbelser skal ikke fokuseres her, mens vi lader den større opgave med at bekæmpe ISIS ligge,« sagde premierministeren.

Men det var mere retorik end handling. I hvert fald lancerede al-Maliki ingen konkrete initiativer til gavn for sunnierne eller for den sags skyld for Iraks kurdere, der stadig er på kant med premierministeren med hensyn til retten til selv at eksportere olie og den territoriale afgrænsning af det kurdiske selvstyreområde.

Samtidig med den mere forsonlige retorik står al-Maliki dog urokkelig fast på, at det militante oprør skal knuses, og til det formål beder han om amerikanske luftangreb.

Den appel har præsident Obama ikke afvist, men torsdag sagde han, at USA i første omgang vil hjælpe med 300 militære rådgivere, og at han også er parat til at sende militært udstyr til de irakiske sikkerhedsstyrker.

Dermed kaster den amerikanske præsident sig ud i en delikat balancegang, fordi han med den militære støtte til al-Maliki kan beskyldes for at bistå en diktator med at undertrykke en del af sin befolkning.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, kan med en vis ret sige til sin amerikanske kollega, at det, han gør i Irak, er det samme, som Putin gør i Syrien, hvor han hjælper præsident Assad med at bekæmpe en »militant islamistisk revolte«.

En væsentlig forskel er naturligvis, at de valg, der har bragt al-Maliki til magten, er betydeligt mere demokratiske, end de har været i Syrien, og præsident Obama vil naturligvis bedyre, at hans militære støtte ikke er rettet mod Iraks sunnimindretal, men mod islamisterne i ISIS. Problemet er blot, at sunnierne ser ISIS som et redskab, der kan hjælpe dem med at komme af med al-Maliki, og dermed fremstår Irak som et skoleeksempel på de vestlige regeringers udfordringer med at håndtere de mellemøstlige despoter.

»Ingen, hverken USA eller Europa, har i de seneste otte år gjort noget for at presse al-Maliki til at række hånden ud til sunnierne. Det er først noget, de for alvor siger nu, hvor ISIS rokker ved balancen i Irak,« siger Helle Lykke Nielsen.

En betragtning, der får opbakning fra både Lotte Leicht fra Human Rights Watch og Naser Khader, der er mellemøstforsker ved tænketanken Hudson Institute i Washington. De understreger begge, at det ikke kun er i Irak, at de vestlige ledere holder sig tilbage, mens et regime gradvist bliver mere og mere magtsyg.

Det samme sker eksempelvis i Egypten, hvor general Sisi på baggrund af massive overgreb på sine politiske modstandere har ladet sig vælge til præsident efter at have væltet den demokratisk valgte regering under den islamistiske Mohamed Morsi.

Både USA og EU har lykønsket Sisi med valget og EU har sågar udtrykt tillid til, at Sisi vil løse de omfattende problemerne med menneskerettighedskrænkelser.På den måde fortsætter de vestlige regeringer med at satse på såkaldt stabile regimer i det ustabile Mellemøsten, selv om flere vestlige ledere efter de folkelige oprør under Det Arabiske Forår bedyrede, at den satsning nu skulle skrottes.

»Det er blevet en sovepude, at en mellemøstlig regering er demokratisk valgt. For det første er et demokrati meget andet end bare et valg. Demokrati er også alt dét, der sker mellem valgene. For det andet bygger Mellemøstens ledere – også de demokratisk valgte – oftest deres politik på princippet om, at vinderen tager det hele,« siger Naser Khader.