Obamas irakiske balancegang­

Læs Berlingskes internationale reporter Ole Damkjærs udredning af USAs svære position i Irak.

En oprører fra den militante islamistiske milits ISIS stod torsdag vagt nær den irakiske by Baiji nord for Bagdad. Netop ISIS volder nu problemer for USA, idet Iraks premierminister, Naouri al-Maliki, har bønfaldet amerikanerne om at hjælpe ham i kampen mod militsen. Spørgsmålet er nu, om man kan tillade sig at støtte Iraks leder, mens man forsøger at sende Syriens leder ud i kulden. Foto: Reuters Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvor mange gange i de seneste tre år har USAs præsident, Barack Obama, og alle hans vestlige allierede ikke været ude med riven, fordi Rusland militært og politisk holder hånden over det syriske regime med præsident Bashar al-Assad i spidsen?

Nu risikerer kritikken at give bagslag på grund af den højspændte situation i Syriens naboland, Irak, hvor den militante islamistiske milits ISIS på det seneste har erobret store irakiske byer fra landets på papiret langt stærkere regeringshær.

Svaret fra Iraks desperate premierminister, Nouri al-Maliki, har været en bøn til USA om at komme ham til undsætning med luftangreb på ISIS-militserne.

Gør Obama det, vil det være en kærkommen gave til hans kollega i Moskva, Ruslands præsident, Vladimir Putin, og hans hyperaktive propagandaapparat. Russerne kan med en vis ret spørge, hvorfor det er i orden, at amerikanerne bakker op om en diktator i Irak, når de kritiserer Rusland for at gøre noget tilsvarende i Syrien?

Sammenligningen holder ganske vist ikke 100 procent, eftersom Rusland fra dag ét har støttet det syriske regime, også dengang oprøret mod præsident Assad var fredeligt. Men pointen er, at Iraks shiamuslimske premierminister vidt og bredt – og også af USA og EU – beskyldes for at undertrykke landets sunnimuslimske mindretal. Sunnierne har i de senere år demonstreret og protesteret, men er ikke blevet mødt af indrømmelser. Tværtimod har den irakiske premierminister svaret igen med sine sikkerhedsstyrker. Adskillige er blevet dræbt i det, der ligner rene massakrer, og nu bakker mange af sunnierne op om ISIS-islamisternes succesfulde fremrykning mod hovedstaden Bagdad.

Ikke fordi Iraks sunnier støtter ISIS’ mål om at oprette et islamisk kalifat i Irak og Syrien, hvor ISIS også kæmper på slagmarken. Men fordi Iraks sunnier, der stadig har et horn i siden på USA, fordi de mener, at amerikanerne har været med til at køre dem ud på et sidespor, håber, at de ligeledes sunnimuslimske ISIS-islamister kan hjælpe dem med at vælte al-Maliki af pinden. Lidt på samme måde som ISIS og de såkaldte moderate oprørere i Syrien på kort sigt kæmper den samme kamp – at vælte Assad – uden at være enige om, hvad der skal komme bagefter.

Og det er Obamas kattepine. Præsidenten har flere gange i årenes løb bedt al-Maliki om at dele magten med sunni-mindretallet, men åbenbart ikke så højlydt, at det har gjort indtryk på den irakiske ministerpræsident. Obama er med andre ord udmærket klar over al-Malikis marginalisering af sunnierne. Skal han i den situation sende bombefly eller droner ind over Irak for at bombe islamisterne, men altså samtidig hjælpe al-Maliki med at kvæle et legitimt sunnimuslimsk oprør? Og oven i købet i samarbejde med de irakiske shiamilitser der nu er vendt hjem til Irak for at hjælpe premierministeren efter at have kæmpet for Assad-regimet på slagmarken i Syrien.

Faktisk gør Obama det allerede – understøtter al-Malikis sikkerhedsstyrker. USA har således i årevis trænet og udstyret den irakiske hær. Og torsdag i den forløbne uge erklærede han, at han ikke udelukker luftangreb, men at han i første omgang sender 300 militære rådgivere og mere udstyr til Irak.

»Vi vil være parate til at tage målrettede og præcise skridt, hvis og når vi konkluderer, at situationen på jorden kræver det,« sagde Obama, der dog samtidig fandt det påkrævet at understrege, at USA ikke dermed støtter en befolkningsgruppe i Irak på bekostning af en anden.

»USA vil dog ikke gribe til en militær aktion, som støtter en gruppe frem for en anden,« bedyrer Obama og blotlægger dermed sin egen delikate balancegang i Irak.

»Der er ingen militær løsning i Irak og så sandelig ikke én, der ledes af USA. Men der er et akut behov for en inkluderende politisk proces, en mere kapabel irakisk sikkerhedsstyrke og antiterrortiltag, der kan forhindre, at grupper som ISIS får et fristed,« sagde Barack Obama.