Jødisk familie fortæller om jødehad på københavnsk skole. Speget forløb derefter udstiller nyt dilemma i det danske skolevæsen

En påstået dødstrussel mod en niårig jødisk dreng på en københavnsk skole har udmøntet sig i et længere speget forløb mellem skoleledelsen og vrede forældre. Skolen mener ikke, at der er tale om en hadforbrydelse, viser dokumenter i sagen. Moren føler sig nedgjort, patroniseret og svigtet. Sagen udstiller nyt dilemma for det danske skolevæsen, mener førende ekspert.

Arkivfoto: Et speget forløb har udspillet sig på en københavnsk skole efter en påstået dødstrussel. Det forløb kan Berlingske nu beskrive. Nikolai Linares Nikolai Linares

En påstået dødstrussel mod en niårig jødisk dreng i tredje klasse har dannet grobund for et konfliktfyldt forløb på en københavnsk folkeskole, hvor en forældregruppe er gået i rette med skoleledelsen.

På den ene side står en israelsk-jødisk familie, som mener, at deres jødiske dreng på ni år er blevet verbalt antastet med en dødstrussel fra en dreng fra ottende klasse.