Ida Ebbensgaard bliver ny udlandsredaktør på Berlingske

Ida Ebbensgaard er formand for Cavling-komiteen og kommer fra en stilling som redaktør i DR. Hun tiltræder som udlandsredaktør i Berlingske til november.

Arkivfoto: Ida Ebbensgaard tiltræder som ny udlandsredaktør på Berlingske 15. november 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald

38-årige Ida Ebbensgaard bliver Berlingskes nye udlandsredaktør. Det oplyser Berlingskes chefredaktion mandag.

Ida Ebbensgaard kommer fra en stilling som redaktør for DRs udlandsredaktion. Her har hun de seneste tre år siddet med ansvar for den daglige prioritering af udlandstoffet til TV-Avisen, Radioavisen og dr.dk. Hun har desuden haft et ansvar for udviklingen af DR udlands digitale produktioner.

Forud for sin tid som redaktør hos DR har Ida Ebbensgaard arbejdet som vært på samme medie. Hun har desuden en fortid som pressechef i både Miljøministeriet og Klima- og Energiministeriet, hvor hun var fra 2007-2010, samt som reporter på Politiken og dagbladet Dagen.

Hun er desuden kendt for sin rolle som formand for Cavling-komiteen.

På Twitter har Ida Ebbensgaard selv offentliggjort nyheden og skriver, at hun glæder sig »enormt!«.

Også Berlingskes ansvarshavende chefredaktør, Tom Jensen, ser frem til samarbejdet.

»Jeg glæder mig meget til at arbejde sammen med Ida Ebbensgaard, som har en dybtgående indsigt i det internationale stof, er en topprofessionel journalist - og med stærke digitale kompetencer. Jeg er sikker på, hun bliver en forrygende god udlandsredaktør på Berlingske,« siger han.

Stillingen som udlandsredaktør på Berlingske er blevet ledig efter at Anna Libak før sommerferien valgte at fratræde stillingen.

Først på sommeren blev det desuden offentliggjort, at Berlingske også har hentet en ny chefredaktør ude fra.

37-årige Mette Østergaard, der kommer fra en stilling som chefredaktør hos TV 2 News, tiltræder 1. januar 2018. Hun vil herefter flankere ansvarshavende chefredaktør Tom Jensen i Berlingskes chefredaktion.

Ida Ebbensgaard tiltræder på Berlingske 15. november.